Berlingske lukker for anonyme blog-indlæg

Fra nytår skal brugere i Berlingske Tidendes blog-univers opgive navn og adresse. Det skal mindske risikoen for injurier og udokumenterede beskyldninger.

Fra nytår skal brugere i Berlingske Tidendes blog-univers opgive navn og adresse. Det skal mindske risikoen for injurier og udokumenterede beskyldninger.

IT Factory-skandalen har været et lille gennembrud for bloggen som kilde til nyheder og kritisk journalistik. Gennem Dorte Tofts blog og ikke mindst kritiske bruger-kommentarer blev der sat fokus på den tvivlsomme milliard-forretning.

Alligevel skærper Berlingske Tidende nu reglerne for deres blogs, fortæller Lisbeth Knudsen i dag i Børsen. Blog-indlæggene udgør nemlig samtidig en juridisk risiko for sitet, der kan blive stævnet for at viderebringe injurierende beskyldninger.

»Det er klart, at der kan være en risiko ved det, for vi kan ikke tjekke alt, der ligger på vores blogs. Af samme årsag indfører vi efter nytår den regel, at brugerne skal opgive navn og adresse. Det stiller os ikke retsligt anderledes, men giver os en anden sikkerhed for, hvem der skriver,« siger Lisbeth Knudsen.

I artiklen bringer Børsen et eksempel på et anonymt indlæg – underskrevet Jørn – der foreslår, at advokaten Michael Ziegler kunne være hjernen bag hele svindelaffæren omkring IT Factory.

Et indlæg, der falder Michael Ziegler for brystet.

»Jeg synes det er ualmindelig dårlig moral at viderebringe udokumenterede påstande på den måde. Der er jo både tale om bagvaskelse og æreskrænkelse,« siger han.

Han har imidlertid ikke tænkt sig at gå videre med sagen, da han ikke tror, han vil få noget ud af det.

Ifølge Medieansvarsloven er en udgiver ikke ansvarlig for brugerindlæg, så længe de ikke har redigeret dem før offentliggørelse.

1 Kommentar

Dorte Toft
17. DECEMBER 2008
Re: Berlingske lukker for anonyme blog-indlæg

Jeg har i dag talt med Michael Ziegler og undskyldt, at kommentaren ikke er slettet, men også om hjælp til at identificere blogkommentaren i den strøm på vel 1500, der pludselig bragede ind på bloggen. Problemet er, at søgningssoftwaren, der er tilknyttet bloggen, ikke synes at dække kommentarer, and so far har en Google-søgning heller ikke hjulpet.

Michael Ziegler sagde, at det ikke gjorde noget, hvis den ikke blev slettet. Blogkommentaren havde han valgt at tage fra den humoristiske vinkel. Problemet opstod vist især, da den blev gengivet på print i Berlingske midt i Bagger-stormen.