Tidligere professor Roy Langer mener, at Berlingske snylter på sin egen troværdighed, når avisen trykker pressemeddelelser ved siden af redaktionelt indhold. Udviklingsredaktør på Berlingske Morten Asmussen afviser blankt. »Jeg synes virkelig, at journalistfaget skal tænke sig om omkring den her udvikling. Alle målinger viser, at journalisters troværdighed falder, og det her gør det bestemt ikke bedre,« sagde tidligere professor Roy Langer mandag i en kommentar til flere mediers ægteskab med kommercielle interesser.
Et af de medier, som Langer henviste til, var Berlingske, der i Berlingske Business trykker pressemeddelelser side om side med redaktionelle artikler.
Udviklingsredaktør på Berlingske Business Morten Asmussen kan ikke forstå kritkken.
»Jeg er fuldstændig uenig med Roy Langer. Jeg er uenig i, at placeringen af kommercielt indhold på den måde, som vi gør det på, er et problem. Vi skriver jo klart, at det er pressemeddelelser, så jeg kan slet ikke se, at det skulle være et problem," siger Morten Asmussen til Mediawatch.dk.
Han mener, at folk som Roy Langer bør se på markedet.
»Modstanderne tænker kun på afsenderen og underkender, at der faktisk er et behov for det, vi laver. Vi ved, at der er et behov hos branchefolk efter et sted, hvor de kan få et overblik over området for små og mellemstore virksomheder,« siger Morten Asmussen, som samtidig slår fast, at tiltaget bliver lukket ned, hvis markedet svigter.
1