Mere betalt indhold på net og mobile platforme, relancering af B.T. og flere eksperimenter. Berlingske har nedfældet koncernens nye strategi og præsenteret den for medarbejderne.
Berlingske meddelte i starten af året, at der var en ny strategi på vej. Allerede på det tidspunkt stod det klart, at der ville være fokus på betalt indhold på net og mobile platforme, samt at omkostningerne skulle trimmes.
»Vi kommer til at forfølge den strategi, vi startede med Infoshoppen og B.T. Plus-shoppen, hvor vi sælger unikt indhold. Vi udvider med nye initiativer i første kvartal af 2012 med mere indhold, som hverken har været bragt på nettet eller i den trykte avis, men som man kan købe sig adgang til,« sagde Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk.
Nu har Berlingske så nedfældet strategien og præsenteret den for medarbejderne, skriver Mediawatch.
B.T.s Plus-koncept bliver ganske rigtigt udvidet, så det også kommer til at omfatte både Berlingske og Business. Derudover skal nye abonnementer, der både omfatter tablet og tryk, sikre, at læserne ikke smutter, ligesom det skal trække nye til.
Arbejdet med at skære omkostningerne blev påbegyndt med den store sparerunde i år. Men som Lisbeth Knudsen også sagde til Journalisten.dk, vil koncernen fortsætte med at forsøge at finde flere steder at spare de kommende år.
De trykte medier vil også blive justeret. B.T. står over for en snarlig relancering, og Berlingske vil styrke business-stoffet.
Et andet nøgleord i strategien er innovation. Berlingske-koncernen skal fortsat være villige til at prøve nye tiltag af, også selvom tidligere forsøg som 'Ugen' slog fejl.
»I den digitale fremtid vil der fortsat være et behov for at eksperimentere, men vi har gjort os nogle rigtigt vigtige erfaringer med de seneste års mange projekter. Vi er meget mere klar på i dag, hvad vej, vi vil gå,« siger Lisbeth Knudsen til Mediawatch.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.