Berlingske kan spare millioner

Genbrug af artikler på kryds og tværs af Det Berlingske Officin kan spare koncernen for »adskillige millioner«, skriver Børsen. Implementeringen af »videreudnyttelsesaftalen« er i fuld gang. Besparelser på vej. (opdateret)

Genbrug af artikler på kryds og tværs af Det Berlingske Officin kan spare koncernen for »adskillige millioner«, skriver Børsen. Implementeringen af »videreudnyttelsesaftalen« er i fuld gang. Besparelser på vej. (opdateret)

Rationaliseringer af de helt store er godt på vej i Det Berlingske Officin. Ifølge en artikel i dagens udgave af Børsen, vil artikeldeling kunne »skæppe betydeligt i pengekassen«. Angiveligt først og fremmest i form af besparelser på lønninger til journalistiske medarbejdere, og det har husets fællestillidsmand nu også indstillet sig på:

»Der kommer nok fyringer i løbet af i år. Mecoms strategi er at få antallet af fuldtidsansatte nedbragt, og jeg tror ikke, man vil nøjes med den naturlige afgang. Det kan nok godt komme til at gå specielt ud over redaktionssekretærer, idet Montgomery tidligere har sagt, at man godt kan lave en avis uden dem,« siger Steffen Lilmoës til Børsen.

I samme artikel konstaterer koncernchef Lisbeth Knudsen, at det kan få konsekvenser for medarbejderstaben. For nylig vurderede hun ligeledes over for Journalisten.dk, at der meget vel kan blive tale om at skære i bemandingen i løbet af 2008, fordi indtjeningen halter. Nu siger hun om konsekvenserne af videreudnyttelsesaftalen:

»Vi har betalt en pris for aftalen, så vi regner selvfølgelig med, at der vil være en gevinst ved den. Den indeholder også en aftale om kompensation ved afskedigelser på grund af indholdsdeling, og det er jo, fordi vi mener, at der er muligheder for rationaliseringer,« siger Lisbeth Knudsen og bemærker, at strategien allerede er slået igennem i kraft af bl.a. en nedbemanding på Urban.

Genbrug af artikler på kryds og tværs af mediekoncernen er den helt store genvej til besparelser i øjeblikket. Aftalen i Det Berlingske Officin er omfangsmæssigt den første af sin art i Danmark. I sidste måned fik det nyfusionerede selskab Media Norge grønt lys til at gennemføre tilsvarende rationaliseringer.

I Det Berlingske Officin overvejes det i øvrigt også at hente adskillige millioner hjem ved et eventuelt frasalg af flere trykkerier. I en præsentation bekendtgør Mecom, at alle aktiver i den 1,9 mia. kr. store beholdning af ejendomme og trykkerifaciliteter skal gennemgås med henblik på enten "simpel rationalisering" eller "overvejelser af ejerskab" – altså muligt frasalg, skriver Borsen.dk.

Koncernchef Lisbeth Knudsen bekræfter over for avisen, at de to trykkeridivisioner i Danmark har været under lup de seneste måneder.

Læs også om: Masseflugt fra Berlingske Business.

0 Kommentarer