De har skabt masser af røre med deres serie "I Lægens Hænder". Nu har fire Berlingske-journalister tilmed skrevet sig ind i den europæiske finale om årets Sundhedspris med artiklen 'Det store svigt'.
De dybdeborende journalister på Berlingske Tidende bliver fortsat ved med at sætte dagsorden. Denne gang er det Line Holm Nielsen, Morten Crone, Kasper Krogh og Jesper Woldenhof, som løber med opmærksomheden.
Firkløveret har skrevet sig ind i den europæiske finale om EU's Sundhedspris for Journalister. Det sker med artiklen 'Det store svigt', som oprindeligt blev bragt i Berlingske Tidende i september 2009.
Artiklen beskriver den 16-årige Christian Dam Midtgaards død på Århus Sygehus' Skadestue, som 'et af de mest meningsløse og veldokumenterede svigt i nyere tid i sundhedsvæsenet', men uddrager samtidig nogle erfaringer og drager nogle konsekvenser af fejlene begået på skadestuen.
I dommerkomiteens begrundelse for valget af artiklen fremhæves det, at artiklen 'er velskrevet, veldokumenteret og velbegrundet i den måde, den følger op på sine påstande. Den tager et vigtigt emne op og ledte til en offentlig debat om patientrettigheder og måden, patienter behandles på'.
Den nationale jury, der udvalgte artiklen blandt 17 meget kvalificerede bidrag, havde Jan Høst Schmidt fra Europa-Kommissionen for bordenden og bestod derudover af tidligere sundhedsminister Torben Lund, redaktørerne Kristian Lund og Torben Kitaj fra henholdsvis Dagens Medicin og Ugeskrift for Læger samt læge og journalist Peter Qvortrup Geisling fra DR.
Vinderartiklerne fra de nationale konkurrencer vil nu blive oversat og lagt ud på denne hjemmeside.
Den 28. oktober bliver de bedømt af en EU-jury, hvorefter førsteprisen 'EU's Sundhedspris for Journalister 2010' på 5000 euro og en 2. og 3. præmie vil blive overrakt ved en ceremoni i Bruxelles den 30. november 2010.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.