Fejl

Berlingske hoppede på 14 dage gammel aprilsnar

Magasinet KBH bragte 1. april en historie om en politisk kovending hos Socialdemokratiet, der pludselig gik ind for at lukke Københavns brogader for biltrafik

”Mand, hvor ville jeg ønske, at det ikke var en aprilsnar.”

Sådan lyder det i et opslag til en artikel fra Magasinet KBH, som mediet udgav og delte på Facebook den 1. april.

I artiklen blev det beskrevet, at Socialdemokratiet i København havde været ude i en klassisk politisk kovending og nu ville forbyde biltrafik på alle Københavns brogader: Nørrebrogade, Østerbrogade, Vesterbrogade og Amagerbrogade. Nyheden blev overbragt af den socialdemokratiske overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen.

Men man skal som bekendt være varsom med at tage nyheder fra 1. april.

Og Berlingske ville nok også ønske, at det ikke var en aprilsnar.

Berlingske bragte nemlig i lørdagsavisen en klumme over en hel side, hvor der blev langet ud efter idéen fra rådhuset.

”Så er den gal igen. Jeg bryder mig ikke om at gentage mig selv, men det er desværre blevet nødvendigt,” lød det indledningsvist i klummen i AOK-tillægget.

”I denne uge annoncerede Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, at hun nu vil arbejde på at gøre alle brogaderne bilfri. Og åh nej, siger jeg bare, for det er en helt igennem forfærdelig idé.”

”Hoppet direkte i”

Sophie Hæstorp Andersen meddelte godt nok i slutningen af februar, at hun vil have flere bilfri gader i København for at gøre mere plads til grønne områder, flere idræts- og kulturfaciliteter, og at der i højere grad er plads til børn i byen. De planer luftede hun også over for Berlingske.

”Jeg har et mål om, at inden denne valgperiode er slut, har vi taget stilling til en bydel, der er levende, hvor der er masser af byliv, og hvor bilerne spiller en mindre rolle i dagligdagen, så der er plads til mennesker,” sagde hun i den forbindelse.

Heller ikke på det tidspunkt luftede hun planer om at lukke flere af de store brogader af for biler. Overborgmesteren var da heller ikke sen til at sende en kærlig hilsen til Berlingske, der var hoppet i aprilsnarren med 14 dages forsinkelse:

”Tillykke til Magasinet KBH for deres aprilsnar om Københavns Kommune,” skrev hun lørdag formiddag på Twitter:

”Berlingske er med to ugers forsinkelse hoppet direkte i med begge ben. En så stort opsat historie fortjener nok lidt mere research først,” fortsatte hun.

Udlod at udgive digitalt

Søndag bragte Berlingske en rettelse i en boks nederst på side to i avisen:

”En klumme i avisen lørdag 15. april med argumenter mod en bilfri by tog udgangspunkt i netmediet Magasinet KBH, der i en artikel skrev, at Københavns overborgmester ’efter en politisk kovending’ ville gøre ’alle byens brogader bilfri’.”

”Det er ikke korrekt. Der er tale om en aprilsnar fra netmediets side. Berlingske beklager at have viderebragt de fejlagtige oplysninger,” står der i rettelsen.

Det har på grund af travlhed hos Berlingske ikke været muligt for Journalisten at få et interview med Berlingskes AOK-redaktør, Nathalie Ostrynski, der i stedet har fremsendt et skriftligt svar:

”Det var en beklagelig fejl fra vores side. Da vi blev gjort opmærksom på fejlen, sørgede vi for, at artiklen ikke blev publiceret online. Vi har efterfølgende bragt en rettelse på side 2 i søndagens printavis. Her bringer vi fast vores rettelser, da vi mener, at det er vigtigt, at printlæserne kan finde dem det samme sted,” skriver hun.

0 Kommentarer