Berlingske holder mediekonference

Den Berlingske Fond sætter fokus på de professionelle mediers rolle i demokratiet.

Den Berlingske Fond sætter fokus på de professionelle mediers rolle i demokratiet.

Den 16. september mødes nogle af mediebranchens nytænkere op til en konference om mediebranchens umiddelbare fremtid. Den Berlingske Fond vil gennem en række foredrag og debatter diskutere udsigterne for de professionelle medier.

»Vi ønsker, at sætte fokus på den professionelle journalistiks rolle i samfundet. Vi kan blive meget bedre til at sælge budskabet om, hvad kvalitetsjournalistik egentlig står for, og hvorfor den er vigtig – og uundværlig – for vores demokrati,« siger bestyrelsesformand for fonden Lisbeth Knudsen i en pressemeddelelse.

Baggrunden for konferencen er den problemstilling, de store mediehus e står i i disse år. Forskning viser, at hele 70 % af landets reelle nyhedsstof skabes af journalisterne på landets aviser. Alligevel er det også dem, der i disse år må kæmpe hårdest for at finde nye forretningsmodeller, som kan sikre deres overlevelse i det forandrede mediebillede.

På konferencen kan du blandt andet møde den amerikanske journalist Dan Gillmor, der er leder af Center for Digital Media Entrepreneurship på Arizona State University. Jonathan Bean, leder på det nyskabende site Mynewsdesk.com, vil fortælle om, hvordan virksomheder bruger de sociale medier. Konferencen vil også lægge scene til den debat mellem Søren Pind (V) og Ida Auken (SF), der vil diskutere ud fra spørgsmålet "Hvad, hvis de professionelle medier ikke var her?"

Konferencen bliver afholdt den 16. september hos Berlingske Media i Pilestræde i København.

0 Kommentarer