search

Berlingske fyrede tillidsvalgt ansat

Ledelsen på Berlingske Tidende fyrede en medarbejdervalgt repræsentant til bestyrelsen i Berlingske Tidende AS. Efter protester fra tillidsmænd omgjorde ledelsen fyringen. I første omgang overvejede ledelsen at føre en sag på fyringen.

Ledelsen på Berlingske Tidende fyrede en medarbejdervalgt repræsentant til bestyrelsen i Berlingske Tidende AS. Efter protester fra tillidsmænd omgjorde ledelsen fyringen. I første omgang overvejede ledelsen at føre en sag på fyringen.

Medarbejderen havde gennem sin plads i bestyrelsen samme beskyttelse i sin stilling som tillidsmænd og sikkerhedsrepræsentanter har, men blev fyret i forbindelse med spareplanen, hvor fire ansatte skal fyres.

Baggrunden er Berlingskes ønske om at samle alle aktiviteter og selskaber i Officinet og derved nedlægge selvstændige aktieselskaber som Berlingske Tidende AS og de medfølgende bestyrelser.

Bestyrelsen i Berlingske Tidende AS bliver nedlagt inden for få uger. Det oplyser chefredaktør, Lisbeth Knudsen, til Journalisten.dk, og det var derfor, ledelsen overvejede at tage en sag med DJ om fyringen.
»Vi kunne have valgt at føre en sag på det. Og sagt at vi mener, opsigelsen var det rigtige at gøre under alle omstændigheder – og at bestyrelsen var i opløsning. Det kunne organisationerne så have brugt tid på at diskutere, men i stedet trak jeg opsigelsen tilbage,« siger Lisbeth Knudsen.

Så i og med at I nedlægger bestyrelsen, kunne det diskuteres om medarbejderens ansættelsesforhold var af sådan en karakter, at fyringen var i orden juridisk?
»Ja. Det mener jeg rent juridisk, man kunne diskutere. Det er et spørgsmål om få uger,« siger hun.

Var det på grund af medarbejdernes protester, I valgte ikke at føre en sag?
»Jeg har fra starten prøvet at få en god dialog med tillidsrepræsentanterne. Det her skulle ikke stå i vejen for de mange store ting, vi står overfor på avisen,» siger Lisbeth Knudsen.

Lisbeth Knudsen oplyser, at der i stedet skal fyres en anden person. Fyringen vil komme inden for en måned.
»En klar konsekvens er, at der skal findes en anden. Der skal nedlægges fire stillinger,« siger hun.

Tillidsmand, Jesper Termansen, anerkender fuldt ud ledelsens ret til at fyre en anden i stedet, men opfordrer ledelsen til at genoverveje.
»Ledelsen har sin soleklare ret til at bestemme, men besparelsen burde ske ved, at en af de frivillige, som var klar på at fratræde, fik lov. Eller man kunne vente på en opsigelse,« siger Jesper Termansen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen