
Berlingske Media i Pilestræde i København. Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
I december 2019 bragte Berlingske debatindlægget ”Mine medstuderende er dovne, sløve og mangler respekt”. Debatindlægget var skrevet af en gymnasieelev, der også er bestyrelsesmedlem i Liberal Alliances Ungdom Nordkøbenhavn.
Læserbrevet indgik i en debat om, hvorvidt kravene til elever på ungdomsuddannelserne er for lave eller for høje, og her rettede debattøren kritik mod medstuderende på hendes eget gymnasium.
”Det irriterer mig, at der skal bruges så mange ekstra ressourcer på elever, der ikke gider,” skrev debattøren blandt andet.
I debatindlægget blev en unavngiven pige beskrevet som doven, luddoven, irriterende, forstyrrende, ikke pligtopfyldende og sløv.
Omtalen førte til, at pigen blev genkendt i sit nærmiljø, og hendes mor klagede på vegne af datteren til Pressenævnet.
Det er den klage, som Pressenævnet nu har behandlet. Nævnet udtaler kritik af Berlingske for at bringe debatindlægget med skadelige, krænkende og agtelsesforringende udsagn om eleven uden effektiv sløring af elevens identitet:
”Selv om pigen ikke kan genkendes i den bredere offentlighed, finder vi, at kredsen, der kan genkende hende, ikke er ubetydeligt lille. Dertil er der tale om omtale af en ung pige under 18 år, der ikke forud for offentliggørelsen har haft kendskab til den kritiske omtale af hende,” skriver Pressenævnet.
Et mindretal i nævnet fandt, at elevens identitet var tilstrækkeligt sløret i debatindlægget.
I mellemtiden har Berlingske rettet debatindlægget og har beklaget den manglende sløring af eleven i debatindlæggets oprindelige form.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.