Berlingske-erhvervsredaktør stopper

Det seneste år har 18 medarbejdere sagt op på Berlingske Business. Nu stopper desuden avisens erhvervsredaktør, Finn Mortensen, erfarer Journalisten.dk. Han skal promovere dansk erhvervsliv frem til FNs klimatopmøde. (opdateret)

Det seneste år har 18 medarbejdere sagt op på Berlingske Business. Nu stopper desuden avisens erhvervsredaktør, Finn Mortensen, erfarer Journalisten.dk. Han skal promovere dansk erhvervsliv frem til FNs klimatopmøde. (opdateret)

Flugten fra Berlingske Business fortsætter. Denne gang er det chefen selv, der stopper. Ifølge Journalisten.dks oplysninger har erhvervsredaktør Finn Mortensen fået arbejde i forbindelse med FNs klimatopmøde.

Finn Mortensen skal lede et helt nyt sekretariat, "Klimakonsortiet", der skal promovere Danmark og dansk erhvervsliv i forbindelse med klimatopmødet til næste år. Der er tale om et såkaldt offentligt-privat partnerskab (OPP) mellem Dansk Industri, Dansk Byggeri, Dansk Energi, Landbrugsrådet og Vindmølleindustrien samt Fonden til Markedsføring af Danmark, der er en del af Erhvervs- og Økonomiministeriet

»Målet er, at vi frem mod klimakonferencen skal have solgt budskabet om, hvad Danmark kan på klimaområdet. Jeg skal stå for at skabe synlighed over for udlandet og den danske befolkning. Men i særdeleshed udlandet og på den måde gavne dansk erhvervsliv. Man kan kalde det en form for markedsføring – overordnet set,« siger Finn Mortensen til Journalisten.dk.

Han afviser, at hans afgang fra Berlingske Tidende har spor at gøre med de mange andre opsigelser, der har været på Business-redaktionen det seneste år.

»Jeg vil godt understrege, at jeg har været meget glad for at være her i de seks år, jeg har været på Berlingske Tidende. Ellers ville jeg ikke være blevet her i så lang tid,« siger Finn Mortensen med en yderligere bemærkning om, at han er en af de længst siddende erhvervsredaktører.

Men hvad var der så galt med Berlingske nu?

»Ingenting,« siger han og griner:

»Ved du hvad, jeg fik et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg var allerede for et halvt år siden begyndt at beskæftige mig med klima-problematikken, som jeg synes er fantastisk spændende. Og nu får jeg mulighed for at prøve helt nye ting og udfordre mig selv,« understreger Finn Mortensen.

I forbindelse med konferencen Copenhagen Climate Solutions i september sidste år var han i øvrigt netop ordstyrer for en session om klimabranding med titlen »Fra image til innovation«. Her lød oplægget fra Finn Mortensen: »Klimadagsordenen har bevæget sig fra at være en perifer bekymring i erhvervslivet til et vigtigt element i virksomheders strategiske overvejelser. Hvordan kan arbejdet med klima omsættes til en positiv effekt på virksomhedens image og innovationsevne?«

Og det er netop denne problematik, han nu skal arbejde videre med. Som en af de første opgaver skal han sikre sponsorpenge og partnerskaber, der vil hjælpe med at sætte fokus på de danske klimaløsninger.

»Det bliver i fællesskab med de store erhvervsorganisationer og som et led i regeringens klimastrategi.«

Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse. Finn Mortensen starter senest den 1. juni i det nye job, hvor han skal opbygge et sekretariat med fem-seks medarbejdere. Det skal så nå at være klar til klimatopmødet i København i efteråret næste år. Ansættelsen løber dog frem til 1. maj 2010. Og hvad der siden skal ske, ved han ikke:

»Verden kan se meget anderledes ud om et par år,« siger han.

Men skal du tilbage til Berlingske?

»Det ved man ikke.«

En anden mulighed var, at du overtog styringen af Dagbladet Børsen, når adm. direktør Leif Beck Fallesen til sin tid stopper?

»Det gør jeg mig overhovedet ingen spekulationer om. Jeg koncentrer mig nu fuldt ud om det her.«

Hvem der skal erstatte Finn Mortensen, er endnu ikke afklaret.

Læs også interview med koncernchef Lisbeth Knudsen.

(opdateret)

0 Kommentarer