Mecoms direktør David Montgomery vil afskaffe chefredaktørens rolle som en del af en modernisering af sine dagblade. Lisbeth Knudsen siger, at Berlingske Media er på forkant med udviklingen (opdateret).
Hvis David Montgomery gør alvor af sine planer, kan det ligne en fyreseddel til chefredaktørerne i de Mecom-ejede dagblade. I Danmark kan det ramme hele Berlingske Media. Mecom-ejeren er træt af chefredaktørerne.
I går talte han på en konference for sammenslutningen af onlineudgivere i London, og dér gjorde han det klart, at det skal være slut med chefredaktører.
»Dagene er talte for chefredaktørerne. Sidste år sagde jeg, at redaktionssekretærerne var på vej ud. Nu siger jeg, at chefredaktørerne er på vej ud,« sagde David Montgomery ifølge det britiske journalistmagasin Press Gazzette.
Helt styringsløse bliver aviserne dog ikke. Han anerkender, at nogle af funktionerne er nødvendige, men siger, at de skal bruges mere kommercielt.
»Jeg tror, at chefredaktørerne snarligt vil blive afløst af indholdsredaktører, der skal samle indhold fra mange kilder, der tidligere leverede til avisen, og sprede det indhold på mange platforme.«
Ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende og koncernchef for Berlingske Media Lisbeth Knudsen siger, at Montgomerys udmelding ikke får nogen konsekvenser i Danmark.
»David Montgomery lægger op til en debat om chefredaktørens ændrede rolle på baggrund af de store ændringer, som sker overalt på aviserne. Chefredaktørerne skal nu styre en fuldt integreret produktion produktion til mange platforme og indhold, der ikke alene kommer fra egne journalister, men også i stigende grad fra brugerne. Vores chefredaktører styrer allerede indholdet til samtlige platforme, så vi har allerede ændret funktionen for vores chefredaktører i Berlingske Media,« siger Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk.
Lisbeth Knudsen mener i øvrigt, at det ikke er indholdsredaktører, men indholdsdirektører, David Montgomery hentydede til, da han på konferencen i går talte om "content directors".
Titelskiftet kommer dog slet ikke på tale i Danmark. Her vil chefredaktørerne hos Berlingske Media stadig hedde chefredaktører, da det er den titel, der anvendes i den danske medieansvarslov.
Sidste år meldte David Montgomery ud, at alle redigerende var overflødige.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hele miseren i Monty World startede, da chefredaktørerne valgte at se på læserne som overflødige. Nu smager de deres egen medicin.
Montgomery har da klart en pointe. Danske chefredaktører opholder sig efterhånden mest på TV2 News, hvor de optræder som smagsdommere, politiske kommentatorer, semipolitikere osv. fremfor at lede deres aviser. Hvorfor dog betale dem deres smækfede hyre for det?
Når man, som David Montgomery, har gæld på flere milliarder kroner, må man naturligvis se på, hvor der kan spares, og hvor der kan tjenes penge. Så Dorte har helt ret i, at Montgomery formentlig overvejer, om journalisterne kan fjernes. Det ville jeg nok også spekulere på, hvis jeg havde lånt så mange penge i banken.
Redaktionssekretærer, chefredaktører og journalister skal spares væk - eller nedbemandes, som det hedder på nudansk - på linje med telefonpassere, chauffører, rengøringsfolk, trykkeriarbejdere og mange, mange flere.
Der skal også spares på brændstof, sodavand, kuglepenne, potteplanter, printerpapir samt telefon- og internetomkostninger.
Til sidst skal det lige slås fast, at succes-kriteriet for, at Montgomery trods alle slemme forhindringer (og fantasiforladte medarbejdere) nok skal klare sig, er merværdi, platforms-udnyttelse, salg, kunde-fokus, benchmarking, branding, community, konvergens, networking, oplevelsesøkonomi og ikke mindst synergier....
Jeg er ikke David Montgomerys bankmand - hverken på ind- eller udlånssiden - og det skal han være glad for. Havde jeg siddet med slips og lånedokumenter, var Monty-boy altså røget ud som en af de første. Beklager, chef!
Men jeg er jo heller ikke forretningsmand. Jeg er bare fornuftigt, og det er en skidt egenskab i Montgomerys fantasi-verden.
Og næste år fortæller han så, at alle journalister er overflødige:-)