Den britiske avisgruppe Mecom Group, der blandt andet ejer Berlingske Media, sælger nu ud af koncernen for at få råd til resten af butikken. Ifølge Welt Online er det slut med hele det tyske aviseventyr. Det er uvist, om det kan redde Mecom. (opdateret)
I månedsvis er der blevet spekuleret i frasalg og noget, der nærmest kunne betegnes som ophørsudsalg. I dag skete det så. Medieimperiet Mecom, der i Danmark ejer hele Berlingske Media, måtte stærkt presset af voldsom gæld vælge at sælge ud af dets tyske besiddelser.
Ny ejer er forlaget Der Kölner Verlag DuMont Schauberg, som ifølge Welt Online overtager både Berliner Zeitung, der Berliner Kurier, die Hamburger Morgenpost og internetavisen Netzeitung.
Frasalget er sket for overhovedet at kunne blive ved med at finansiere den øvrige del af virksomhedens virke og ikke mindst nogle alvorlige banklån, som tynger hele koncernen. Næsten 600 mio. euro lyder gælden på (svarende til 4,4 mia. kr.), og ifølge det tyske website er salget til DuMont Schauberg da også nærmest sket over hals og hoved. Eller som Welt Online skriver:
"…offenbar Hals über Kopf. Er braucht dringend Geld," med henvisning til Mecoms bestyrelsesformand, David Montgomery.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er prisen 165 mio. euro, hvilket svarer til godt 1,2 mia. kr. Aftalen ventes dog først at falde endeligt på plads enten torsdag eller fredag.
Mecom fik i øvrigt lige før årsskiftet en frist på to måneder til at nedbringe en faretruende høj gæld, blandt andet gennem frasalg af sine aktiviteter i forskellige lande. Og skal man tro de tyske medier, kan Norge og Polen meget vel blive de næste lande, hvor Mecom må opgive ævred og sælge ud.
Sker det, er det blot Danmark og Holland, der er tilbage af Mecom-imperiet.
Læs også: Berlingske-ejer starter frasalg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.