Berlingske-ejer risikerer dårligere salgspris

Den norske del af Mecom-imperiet er stadig i spil til at få nye ejere. Men finanskrisen har fået byderne til at skære 100 mio. norske kroner af deres bud. Salget kan blive fremskyndet.

Den norske del af Mecom-imperiet er stadig i spil til at få nye ejere. Men finanskrisen har fået byderne til at skære 100 mio. norske kroner af deres bud. Salget kan blive fremskyndet.

Det er kun en måned siden, at der blev talt om salgspriser på hen ved 700 mio. norske kroner. Den gang stod Polaris Media på spring til at købe to af de mest lukrative selskaber i Mecoms norske virksomhedskoncern, Edda Media. 

I norske medier hed det sig, at Polaris ligefrem var sulten efter at købe Sunnmørsposten, Romsdals Budstikke og Eddas trykkerivirksomhet i Ålesund, som alle er en del af Edda Media.

Her en måned efter er både A-pressen og Polaris fortsat interesseret i hele eller dele af Edda Media, som Mecom og David Montgomery ejer. Men pludselig er situationen en anden.

For i mellemtiden er finanskrisen for alvor slået igennem. Og i dag kan den norske avis Dagens Næringsliv fortælle, at det oprindelige bud på 700 mio. kr. nu er barberet ned til 600 mio. kr.

»Vi er fortsat interesseret i at købe Edda Medias virksomheder i Møre og Romsdalen samt på Sunnmøre, men jeg vil ikke oplyse, hvad status er på vores samtaler,« siger Polaris Medias topchef Per Axel Koch til Dagens Næringsliv, ifølge kampanje.com.

Også A-pressen har angiveligt nedjusteret deres værdisætning af Edda Media. Ifølge Dagens Næringslivs oplysninger vurderer A-pressen nu, at Edda Media samlet set blot har en værdi på to mia. norske kr. Det er en hel milliard kroner mindre end i september. 

Flere af de tidligere interesserede købere af Edda Media i Norge er i øvrigt nu ude af kapløbet. Eksempelvis har mæglerhuset Pareto i lang tid forsøgt at sammenstykket købskonsortium, men uden held. Berner-Gruppen, der var en af hovedaktørerne i Pareto-gruppen, har forladt gruppen efter sammenbrud i forhandlingerne, skriver DN.

Og endelig tales der om, at salgsprocessen kan blive fremskyndet inden Mecoms voksende gæld og dramatiske kursfald slår yderligere igennem.

 

0 Kommentarer