Berlingske dropper udskældt firma efter ulovlig rengøring

Berlingske Media har besluttet at droppe deres omstridte rengøringsfirma, efter fire mænd blev anholdt for ulovlig rengøring i koncernens lokaler i Pilestræde.

Berlingske Media har besluttet at droppe deres omstridte rengøringsfirma, efter fire mænd blev anholdt for ulovlig rengøring i koncernens lokaler i Pilestræde.

Berlingske Media dropper nu det udskældte rengøringsfirma Forenede Service.

Det sker efter, at fire rengøringsfolk blev anholdt i Berlingskes lokaler i Pilestræde i midten af januar. Som Journalisten.dk dengang kunne fortælle, havde de fire medarbejdere ikke styr på opholds- og arbejdstilladelserne.

Sagen kommer i kølvandet på en række afsløringer fra Fagbladet 3F af dårlige arbejdsvilkår hos underleverandører ved Forenede Service.

Allerede i januar luftede Berlingskes direktør for produktion, distribution og bladsalg Bjarne Munck, at koncernen overvejede at droppe samarbejdet med det udskældte rengøringsfirma.

»Nu vil jeg ikke opsige aftaler med leverandører i medierne, det gør vi ansigt til ansigt. Men det kunne være en konsekvens, at vi bringer det her samarbejde til ophør. Lige nu kører der en proces med leverandøren, som kan få det udfald. Det er rimelig sandsynligt,« sagde Bjarne Munck til Journalisten.dk.

Berlingske erstatter Forenede Service med et tættere samarbejde med IDA Service, oplyser koncernen nu.

"Berlingske Media skifter leverandør af rengøring på den del af virksomhedens lokationer, hvor Forenede Rengøring tidligere har haft opgaven. Skiftet sker efter længere tids overvejelser og på baggrund af den nylige episode i Pilestræde, hvor SKAT i samarbejde med politiet anholdt fire af det nu tidligere rengøringsselskabs medarbejdere, som havde rod i opholds- og arbejdstilladelser," lyder det i en meddelelse fra Berlingske Media.

Fagbladet 3F kan i øvrigt i dag fortælle, at de fire mænd står til at blive udvist fra Danmark.

Journalisten.dk har igen i dag forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Forenede Service. 

0 Kommentarer