Nelson Mandelas død fik i går de danske medier til at gå fra Bodil-breaking til Mandela-breaking.
Berlingske var blandt de hurtigste til at mindes Mandela, for allerede få minutter efter nyheden om mandens død, lå der en lang nekrolog på b.dk. Den var, som det er set før med store personligheder, skrevet på forhånd.
»Vi har haft den liggende i et stykke tid. Det er sådan, at når der er store personligheder, som vi kan se ikke er raske, så sørger vi for at udvise rettidig omhu,« siger Jesper Beinov, der er kultur-, debat- og navneredaktør på Berlingske.
Han siger, at der er flere grunde til, at Berlingske har forproducerede nekrologer klar i skuffen.
»Hvis det er store, betydende personligheder, der går bort, vil vi gerne markere det på en ordentlig måde, så vi får den fulde og udfoldede nekrolog. Og så er det også et konkurrenceparameter, for vi skal betjene vores læsere bedst muligt,« siger han.
Hvilke andre nulevende personer har I allerede skrevet nekrologer om?
»Det er en fabrikshemmelighed.«
Hvorfor?
»Det er noget, vi på redaktionen går og sysler med og gerne vil holde for os selv.«
Men hvor mange har I klar?
»Det kan jeg heller ikke sige. Men jeg kan sige, at når der kommer meldinger ind om, at folk er syge eller dødssyge, så er det vores opgave at vurdere: Skal vi gøre noget her?«
Nu siger du syge mennesker. Hvad med mennesker, der bare er meget gamle – er det ikke også relevant at skrive nekrologer om dem?
»Jo, og vi skriver også nekrologer om folk, der er meget gamle. Jeg kan så sige, at nogle gange kan man blive overrasket over, hvor hurtigt sådan noget går. Nogle gange får vi først at vide, at der er noget i gære, en eller to dage før,« siger Jesper Beinov.
Jesper Beinov siger, at han selv blev overrasket over Mandelas død.
»Vi har jo vidst gennem længere tid, at han var syg. Ingen er i tvivl om, at han er en stor skikkelse. Sidst på dagen i går så jeg et telegram om, at hans familie var samlet hos ham. Der tænkte jeg, at det var da dejligt, at den gamle mand stadig har så meget livskraft tilbage, men jeg tænkte ikke, at det var, fordi han var ved at dø. Lige pludselig kom der så "en klokke" om, at det var sket, og så havde vi en plan klar,« siger han.
"En klokke" er mediesprog for et telegram med en vigtig nyhed.
Jesper Beinov afviser, at det er kynisk at skrive om levende mennesker, som om de lige er døde. Den kritik er ellers rejst på Twitter i aftes.
»Det er jeg uforstående over for. Vi ville svigte vores læsere groft, hvis vi ikke havde det klar. Jeg anser det som en useriøs betragtning,« siger Jesper Beinov.
Se her nogle af de reaktioner, der var på Twitter efter nekrologens offentliggørelse i aftes:
Der er noget koldt over nekrologer skrevet på forhånd. Jeg foretrækker dem skrevet på sorgens/nyhedens tankestrøm. #mandela #dkmedier
— Danni Travn (@dannitravn) December 5, 2013
@NannaBalslev @sissesejr @berlingske @LineHolm1 Som @dannitravn skriver, er der noget koldt over det. Men det er gamet.
— Mathias Buch Jensen (@MathiasBuch) December 5, 2013
Da skibsreder Mærsk McKinney Møller døde, var der også debat om hans nekrologer. Dengang var Ekstra Bladet klar med en nekrolog af Bent Falbert kun omtrent ét minut efter, at nyheden var ude.
»Ligger den oppe? Jeg rettede den til i weekenden, for den skulle være up-to-date. Men jeg skrev den for et halvt års tid siden,« sagde Falbert dengang til Journalisten.
Hvis man gerne vil vide mere om Nelson Mandela, er der rig mulighed for det i weekenden, hvor de danske tv-kanaler rydder fladen for at gøre plads til sydafrikaneren.
(Opdateret klokken 15:02 med reaktioner fra Twitter)
18 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
New York Times gik skridtet videre i sin nekrolog over Mandela. Ikke alene var den naturligvis skrevet i forvejen - i 2007 interviewede man Mandela til sin egen nekrolog, og han udtalte sig bl.a. meget kritisk om sin efterfølger velvidende at udtalelserne kun ville blive bragt posthumt.
@Ole Hoff-Lund og Line Holm: Hvor finder I de "forargede" og "sindsoprevne" tweeps?
@ Steffen Stubager: "Denne artikel må være skrevet af en, som er endnu yngre end jeg selv, og som er endnu mere ignorant og uerfaren og ny end jeg selv."
Her kommer lige en reminder til dem, der i en blanding af arrogance og selvfedme har mistet blikket for, hvem der læser med på Journalisten.dk.
Hvert år bliver der optaget nye journalistspirer på uddannelserne rundt om i landet. Mange af os er født i nyere tid, og det betyder, at vi af gode grunde ikke kan vide alt om, hvad der har været åbenlyst i den journalistiske praksis igennem de seneste 100 år.
På vegne af mig selv og mine unge kolleger skal der lyde en tak til Journalisten - og i det her tilfælde praktikanten - for (også) at belyse journalistiske overvejelser, der måske synes åbenlyse for mange af vores ældre kolleger, men er interessante for os.
Kan kun give Line Holm og Martin Flink ret. For at blive i Hr Møllers univers, så er det kun udtryk for rettidig omhu at have nekrologer parat, når nogle af de helt store personligheder går bort. Og her fra Amnesty, hvor jeg befinder mig for tiden, har vi haft mindeordene klar i seks måneder. RIP - både Mandela og de forargede tweeps.
Hæ, har først set den her nu, Det er egentlig meget sjovt, at Journalisten ikke har bedt mig uddybe mine 140 tegn på Twitter - eller vinkler på, hvad jeg egentlig skriver. For jeg skriver ikke, at det er koldt at have nekrologer liggende - det er jeg godt klar over foregår, og det er lidt trættende at få skudt i skoen at være uvidende. Noget helt andet er så, at det naturligvis ikke er et gangbart argument over for en praksis, at man har gjort det i mange år, og alle gør det. Det er et godt gammeldags 'alle går over for rødt og har altid gjort det'-argument. Til gengæld er det et godt argument, at man gerne vil servere det bedste for sine læsere og derfor er forberedt. Nå, men min betragtning på Twitter er, at der kan være noget koldt over selve nekrologerne - altså er det en indholdsmæssig, meget tekstnær betragtning. Og den skal forstås på den måde, at nekrologer skrevet på forhånd - og trykt uden videre reflektion - kan være ret distancerede i forhold til de følelser og tanker, som præger momentet, efter en person dør. Den dygtige journalists tolkning og navigering i det øjeblik løfter - for mig - den generiske nekrolog til noget virkelig vedkommende. Det handler ikke nødvendigvis om at tage parti eller om at sørge, men om at bruge situationen. For verden er nu engang en anden, når en vigtig person dør, og ingen, selv ikke den mest velforberedte journalist, kan forudsige, hvordan stemningen og omstændighederne bliver. At stille ind i den strøm får, som jeg skriver i et andet tweet, teksten til at dirre. Og det vil jeg hellere læse efter et halvt døgn, end jeg med det samme vil læse et portræt, som kunne være skrevet når som helst. Jeg synes også - hvad jeg også skriver på Twitter - at Line Holms nekrolog er god. Det skyldes nok blandt andet, at hun netop har justeret den til den sidste.
Flere