
Berlingske bragte dette foto i den oprindelige artikel, men fjernede det igen efter kritik på Twitter. Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix (arkiv)
Et tweet fra Özlem Cekic med direkte adressering til Berlingske i Pilestræde har fredag fået avisen til at trække et foto tilbage fra en onlineartikel.
Artiklen blev udgivet med rubrikken “Kriminalitet, fattigdom og lavere karakterer: Her er 20 nedslag i ny rapport om indvandrere i Danmark”.
Til at illustrere vinklen havde Berlingske valgt et foto af tre niqabklædte kvinder på en legeplads foran Mjølnerparken på Nørrebro.
“Havde I virkelig ikke andre billeder til at illustrere denne historie end tre burkakvinder, @berlingske? Er burkaen (som i øvrigt har været forbudt i flere år) virkelig billedet på de 800.000 indvandrere i Danmark?,” skriver hun.
Havde I virkelig ikke andre billeder til at illustrere denne historie end tre burkakvinder @berlingske ??
Er burkaen (som i øvrigt har været forbudt i flere år) virkelig billedet på de 800.000 indvandrere i Danmark? #pinligt #stramop #dkmedier #dkpol pic.twitter.com/XobtOxxj3x— Özlem Sara Cekic (@cekicozlem) December 10, 2021
En tanketorsk
Retteligt er der tale om niqabs på billedet, da man stadig kan se kvindernes øjne, hvilket man ikke kan med en burka. Men ikke desto mindre er Berlingske lydhøre over for kritikken, og journalistisk chef Michael Alsen lægger sig også fladt ned på Twitter:
“Der er selvfølgelig ikke tale om et bevidst forsøg på stigmatisering, men en tanketorsk, som burde være fanget af en af os redaktører. Tak for at gøre opmærksomme på det, vi prøver hele tiden at blive bedre,” skriver han i et svar.
Over for Journalisten uddyber han:
“Vores journalister lægger selv billeder på, så en journalist er nok gået i Scanpix og har søgt på indvandrerkvinder eller lignende. Så er det dukket frem, og man har ikke tænkt på, at dem med burka repræsenterer en meget, meget beskeden minoritet,” siger han.
Resultat nummer 254 i Scanpix
Og det er faktisk nogenlunde det, der skete, da Journalsiten skrev ‘indvandrere’ i Scanpix. Her dukker billedet, som er taget af Reuters-fotografen Andrew Kelly i 2018 op som resultat 254 af 1.239. Ifølge Scanpix er fotoet taget 29. maj 2018, hvilket er tre måneder inden burkaforbuddet trådte i kraft herhjemme.
Michael Alsen medgiver, at den slags helst skal fanges et sted i systemet:
“Men det hører med til historien, at vi i snit publicerer 70 til 80 historier om dagen, hvis man tæller Ritzau med, så det vil uvægerligt ske, at man engang imellem får sådan et billede med,” siger han.
Efterfølgende har Berlingske erstattet fotoet med et billede af to kvinder, der iført tørklæde krydser fodgængerfeltet på Nørrebrogade i København ved Stefansgade.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.