Berlingske-aviser for Forbrugerombudsmanden

Fire aviser under Berlingske Lokalaviser lokkede i et salgsbrev bilforhandlere med redaktionel omtale af butikken, hvis forhandlerne samtidig købte en sides annonce.

Fire aviser under Berlingske Lokalaviser lokkede i et salgsbrev bilforhandlere med redaktionel omtale af butikken, hvis forhandlerne samtidig købte en sides annonce. 

»Prisen for 1/1 side annonce inkl. 4-farver, 1/1 side redaktionel omtale af butikken, fotografering, opsætning m.m. i alle 4 aviser: kun kr. 28.900« – sådan lød det i brevet, der blev sendt ud i oktober 2006.

Den ansvarshavende redaktør for de fire aviser – Frederiksberg Bladet, Vesterbro Bladet, Vanløse Bladet og Valby Bladet – Peter Erlitz er blevet indklaget for Forbrugerombudsmanden, og spørger man professor Roy Langer, der er ekspert i markedsføringsloven, er sagen klokkeklar.

»Det skal koste kassen. De skal dømmes. Det er en skandale,« siger han om salgsbrevet.

Salgschefen på de fire aviser forsvarer sig med, at annoncørerne ikke bliver faktureret for den såkaldte profiltekst, men kun for annoncen. Men den forklaring køber Roy Langer ikke.

»Det viser jo bare, at aviserne godt ved, de laver noget ulovligt,« siger han.

Det er Michael Engelbrecht, direktør og ansvarshavende redaktør hos konkurrenten Lokalavisen Frederiksberg, der via sin advokat har klaget til Forbrugerombudsmanden. For ham er metoden et problem både ud fra et journalistisk og et konkurrencemæssigt synspunkt.

»Jeg kender alle deres tricks. Berlingske Lokalaviser skyr ingen midler for at mase konkurrenterne. Det er forkasteligt, at de sætter pris på redaktionel omtale. Man snyder sine læsere, når de tror, det er en artikel,« siger han.

Resultatet af avisernes salgskampagne blev et otte siders tillæg om biler, der i artikelform fortæller om de annoncerende bilforretninger. Peter Erlitz erkender, at der burde have stået annoncetillæg hen over siderne, men han synes ikke, problemet er så stort.

»Det er en forglemmelse. De bilsider er slet ikke ment som redaktionelt stof. Det er ren annonce. Det er en fodfejl. Men vores aviser adskiller sig i layout og brug af skrifter fra temaet. Hele opsætningen er anderledes, og ingen kan være i tvivl om, at her er der ikke tale om redaktionelt stof,« siger han.

Endnu er der ikke kommet svar på klagen, men det kan ske meget snart. Netop nu er Forbrugerombudsmanden ved at lægge sidste hånd på et udspil om kreativ annoncering og forskellige former for luderjournalistik, oplyser jurist Birgitte Wested.

Ifølge medieansvarsloven kan den ansvarshavende redaktør blive dømt, hvis annoncer og artikler ikke holdes klart adskilt.

0 Kommentarer