Berlingske annoncerer ulovligt efter unge

FRISK. Da Berlingske Tidende søgte efter en ny sportsmedarbejder i Journalisten 14/2006, var det ikke nok, at den potentielle ansøger var kritisk og kontant. Avisen ønskede sig også en journalist, der var »ung, ambitiøs og dynamisk«.Den form for aldersdiskrimination går ikke, siger dr.jur. Ruth Nielsen, der underviser i arbejdsret på Copenhagen Business School.

FRISK. Da Berlingske Tidende søgte efter en ny sportsmedarbejder i Journalisten 14/2006, var det ikke nok, at den potentielle ansøger var kritisk og kontant. Avisen ønskede sig også en journalist, der var »ung, ambitiøs og dynamisk«.

Den form for aldersdiskrimination går ikke, siger dr.jur. Ruth Nielsen, der underviser i arbejdsret på Copenhagen Business School.

»Den formulering lyder som en overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det er ulovligt at søge efter folk med en bestemt alder.«

Hos Dansk Journalistforbund er næstformand Fred Jacobsen forarget over Berlingske Tidendes fremgangsmåde.

»At skrive sådan i en annonce er diskriminerende og direkte usympatisk. Jeg går ud fra, at de vil have de bedste, og det har ikke noget med alder at gøre. Man behøver ikke være ung for at være ambitiøs og dynamisk,« siger Fred Jacobsen.

Men sådan var det slet ikke ment, for ansøgernes alder var totalt ligegyldig, forklarer Berlingske Tidendes sportsredaktør, Jesper Dahl Caruso.

»Det var ikke vigtigt for os at få en ung medarbejder. Vi ville have en frisk journalist, og jeg tænkte ikke over, om jeg overtrådte noget som helst, da jeg skrev annoncen,« siger han.

– Men hvis det ikke handlede om alder, hvorfor skrev du så ung?

»Det ved jeg sgu' ikke. Jeg havde ikke spekuleret på det, men der er mange, der har spurgt mig, om de var unge nok til at søge. Det er selvfølgelig uheldigt, hvis de troede, at det handlede om alder.

– Men ville du skrive sådan igen?

»Nej, det tror jeg ikke.«

0 Kommentarer