Berlingske bragte onsdag aften en artikel, der lynhurtigt bragte både kritik og ros med sig.

Artiklen handler om Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, der ifølge avisens oplysninger har købt to private telefoner, mens sagen om statsminister Mette Frederiksens sms’er var på sit højeste.

Adskillige Socialdemokrater er blandt andre rasende over historien, som for eksempel beskrives som et ”lavpunkt uden sammenligning” af medieordfører Kasper Sand Kjær (S).

Også forbundet Djøf advarer imod at mistænkeliggøre embedsfolk:

”Det gavner hverken tilliden til vores demokratiske systemer eller den offentlige forvaltning,” siger Hanne Fugl Eskjær, der er formand for Djøfs forening for Offentlige Chefer.

Omvendt mener Transparency Internationals danske formand, Jesper Olsen, at det er en opsigtsvækkende historie, der klart har ”offentlighedens interesse”.

Ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen fastholder i et interview med Journalisten, at historien har netop det:

I kritiseres for at drive klapjagt på embedsmænd med den her artikel. Gør I det?

”Nej, det gør vi ikke. Og det her er ikke udtryk for en tendens eller en bevægelse i journalistikken, der går hen imod at gå tættere på embedsmænds privatliv. Det er en meget konkret sag og en helt særlig sag – og det er de særlige omstændigheder, der gør, at vi efter en afvejning af privatliv over for offentlig interesse siger, at den her historie har offentlighedens interesse.”

Har en embedsmand ikke ret til at have en privat telefon ved siden af en arbejdstelefon?

”Jo, det betvivler vi heller ikke.”

Det synes du ikke, at I gør med historien?

”Nej, det gør vi ikke. Der er givetvis embedsmænd rundt omkring, der har det. Det, der er den her sags specielle sammenhæng, er, at det her køb sker i et forløb, der er direkte kædet sammen med minkforløbet. Det vil sige, at der er forbindelse til minksagen, og dermed bliver det her en brik i minksagen, som vi mener, at offentligheden har en interesse i at få kendskab til.”

Ifølge Tom Jensen og Berlingske hænger det sammen med, at topfolkene i Statsministeriet i den periode er blevet opmærksomme på, at minkkommissionen viser interesse for at genskabe sms’er, der løbende er blevet slettet fra blandt andre departementschefens telefon.

”Og det er præcis på det her tidspunkt, at man etablerer en ny telefonordning i Statsministeriet for Barbara Bertelsen, og at hun så køber en ny mobiltelefon.”

Ingen rygende pistol

Socialdemokratiske politikere kalder det ”et nyt lavpunkt”, at I skriver en historie, der ifølge flere af dem er ”spekulativ” og ”uden antydning af bevis”. Har I en smoking gun, der kobler de her private telefoner til hendes arbejde som departementschef?

“Det fremgår tydeligt af vores historie, at der ikke er en smoking gun. Forstået på den måde, at vi ikke kan godtgøre, at Barbara Bertelsen har brugt sin private telefon til arbejdsmæssige ting. Det kan vi ikke, og det fremgår meget klart af historien.”

Burde I så ikke vente med at udgive historien, til I kunne bevise det?

”Det kan man mene, og vi er fuldstændig åbne over for, at nogle vil mene, at det burde vi have gjort. Men alene sammenhængen til minkforløbet, og også det, at Statsministeriet ikke ville svare på præcis det her spørgsmål gør, at vi mener, det har offentlig interesse at bringe den her oplysning om købet af mobiltelefonerne frem. Og så ved vi godt, at der er nogle, der vil mene noget andet.  Blandt andre politikere, eksperter og mediefolk i vores egen branche, men vi har klart vurderet, at det alene på grund af omstændighederne har offentlighedens interesse.”

Er det ikke sådan, at når journalister kommer med en god historie om, at Barbara Bertelsen har købt en privat telefon på lige præcis det her tidspunkt, at man som chefredaktør vil sige: ‘Har I bevis for, at hun har brugt den private telefon i arbejdsøjemed?’

”Jo, og derfor er det også en del af den afvejning, vi har foretaget. Det er en kendsgerning, at vi ikke ved, om hun har brugt den til andet end private formål. Men vi har spurgt Statsministeriet om det, og de har ikke villet svare på det.”

Og hun vil heller ikke selv svare på det?

”Altså nej, hun er hos Statsministeriet.”

Har I spurgt hende?

”Vi har selvfølgelig forelagt det for alle de relevante parter. Og det er sket over flere måneder. Så det undrer os selvfølgelig, at man ikke bare svarer på det. Men grundlæggende er det korrekt, at vi ikke kan godtgøre, hvad hun har brugt telefonen til, og det redegør vi klart for i historien, så det er ikke fordi, at vi har nogen som helst intention om at dække over den kendsgerning. Sådan er det.”

Er der ikke omvendt bevisbyrde i sådan en sag?

”Nej, det synes jeg ikke, man kan sige. Vi kan godtgøre, at hun i sammenhæng med kravet om at udlevere arbejdstelefoner og søge efter slettede sms’er skifter telefonordning og køber en privattelefon. Det er en oplysning, som offentligheden har krav på at få at vide.”