Medarbejderne stod i kø på B.T. for at få lov til at tage imod tilbuddet om en frivillig fratrædelse. Men ikke alle fik lov. I dag sættes der navne på de 17 medarbejdere, som fratræder i Det Berlingske Officin, erfarer Journalisten.dk.
Der har nærmest været kamp om at slippe ud ad svingdøren på B.T. i de seneste uger. Den fordelagtige fratrædelsesordning, som i midten af maj blev tilbudt som erstatning for en reel fyringsrunde, fik langt flere medarbejdere til at melde sig, end der var behov for.
Samlet set sættes der i dag navne på 17 medarbejdere, som fratræder i hele Det Berlingske Officin, erfarer Journalisten.dk. Heraf stammer de seks medarbejdere fra B.T., mens ni kommer fra Berlingske Tidende og to fra Urban.
På Berlingske Tidende (hvor der tidligere har været stort frafald) samt Urban var interessen for at stoppe dog væsentligt mere moderat, og her passede antallet af fratrædelsesmuligheder næsten perfekt i forhold til antallet af søgninger. Derimod var lysten til at stoppe på B.T. så stor, at mindre end halvdelen fik indfriet deres ønske.
Eller som koncernchef for Det Berlingske Officin Lisbeth Knudsen udtrykker det:
»Det var et større tal, end det vi havde brug for for at sikre en nedbemanding uden afskedigelser. Så der er sagt nej til nogen. Der er også sagt nej til en enkelt på Berlingske.«
Kilder oplyser, at omkring 14-15 på B.T. ønskede at stoppe, mens der altså kun var mulighed for at indfri ønsket for seks B.T.-medarbejdere.
Lisbeth Knudsen mener dog ikke, at "køen" til svingdøren skal tages som udtryk for nogen tendens:
»Det er svært at tolke sig til, hvad der rører sig i hovedet på folk, når de gør sig den meget alvorlige overvejelse at søge en fratrædelse. Det kan være ønsket om karriereskift eller alder. Det har vi ingen fornemmelse af,« siger Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk.
Årsagen til sparerunden – eller nedbemandingen, som Lisbeth Knudsen foretrækker at kalder den – skyldes to ting: Dels en regulær nedjustering, dels indførelse af konceptredigering (også kaldet skabelonredigering), som gennemføres med den forestående tilbageflytning til Pilestræde.
»Vi er i gang med kurser i konceptredigering. Og det, som så er det positive, er, at ved et glimrende samarbejde med tillidsrepræsentanterne og ledelsen er det lykkedes at sikre på alle aviser, at vi undgår afskedigelser inden for DJ-området. På HK-området afskediges en enkelt i vores produktionsstyring.«
Hvem de 17 medarbejdere er, som stopper i Det Berlingske Officin, meddeles internt her til morgen. Listen omfatter ifølge Journalisten.dks oplysninger lidt for mange navne i visse afdelinger. Blandt andet fire medarbejdere på Berlingske Business (to skrivende og to redigerende), hvorfor der bliver brug for intern omrokering efterfølgende.
Det åbne spørgsmål er dog, om det kan lade sig gøre ad frivillighedens vej.
»Det er rigtigt , at der bliver noget omflytning. Nogle af de stillinger, som er blevet ledige, er ikke lige præcis der, hvor der er behov. Og det kigger vi på nu i samarbejde med tillidsrepræsentanterne,« siger Lisbeth Knudsen, der tilføjer:
»Som regel lykkes det at finde en løsning.«
Men kan der blive tale om tvangsflytninger?
»Det kan jeg ikke udelukke. Som regel får vi sådan noget til at gå op på en god måde. Tvangsflytninger er altid det yderste vilkår. Men i første omgang glæder vi os over, at det er lykkedes at komme igennem den her proces, hvor vi ikke skal ud i store fyringsrunder.«
Kommer der flere spare- eller nedbemandingsrunder i år?
»Det ser jeg ikke for mig – som en aktuel situation. Men det er klart, at alting kan ændre sig hurtigt i vores branche. Det har jeg set. Men der er ikke umiddelbart noget i sol og måne og stjerner, der tyder på, at der bliver behov for det. Lige nu handler det om, at vi skal i gang med en meget stor omfattende proces med tilbageflytning til Pilestræde.«
(opdateret)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.