Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
09:47 06.01.2023 Sebastian Goos

Benzinfirma får rap over nallerne for greenwashing med ”klimadiesel”

Benzinfirma får rap over nallerne for greenwashing med ”klimadiesel”

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

OK Benzin må ikke påstå, at virksomheden kan levere ”klimadiesel”, hvilket virksomheden markedsførte sig med over for erhvervskunder i 2020.

Det indskærper Forbrugerombudsmanden, der i dag har sendt en løftet pegefinger til OK Benzin, Toyota Danmark og Suzuki Bilimport for vildledende markedsføring.

”Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var markedsføringen egnet til at give ikke kun erhvervsdrivende, men også forbrugere det indtryk, at OK anvendte et dieselprodukt, der var mindre skadeligt for miljøet, end det faktisk var,” lyder det i en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden.

Også Suzuki Bilimport får et rap over nallerne for at markedsføre ”mild-hybridbiler” med betegnelsen ”hybrid”.

”Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at forbrugere forstår en ”hybrid” som en bil, der kan køre dels på elektricitet alene, dels på fossilt brændstof alene. Det kan mild-hybrider som udgangspunkt ikke, hvorfor markedsføringen er vildledende,” lyder det.

Det samme gør sig gældende for Toyota, der markedsførte en plugin-hybridbil som ”miljørigtig” uden at nævne de miljøbelastende aspekter ved bilen.

I pressemeddelelsen udtaler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, at der tages skrappere midler i brug over for virksomheder fremover:

”Vi har indtil nu indskærpet forbuddet mod vildledning i de sager, vi har behandlet angående virksomheders udsagn om deres produkters miljøbelastning. Virksomheder må dog fremover forvente at blive politianmeldt, hvis vi vurderer, at de anvender vildledende udsagn.”

SENESTE NYT

Flere nyheder