Bent Falbert: Hug DR op!

Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Bent Falbert angriber DR. Han mener, at P1 er gennemsyret af genudsendelser og »dvaske« medarbejdere, og at en privat konkurrent til P1 kun bør være første skridt i »ophugningen« af hele DR.

Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Bent Falbert angriber DR. Han mener, at P1 er gennemsyret af genudsendelser og »dvaske« medarbejdere, og at en privat konkurrent til P1 kun bør være første skridt i »ophugningen« af hele DR.

I sin faste klumme Flaberts fredag i Ekstra Bladet angriber Bent Falbert stort set al DRs radiovirksomhed. Han starter med P2, P3 og P4.

»Selvom staben i 2009 er blevet 111 mand større, end den var i 2008, kan den ikke overkomme at bruge al denne plads i æteren. Resultatet er hjernetomt pladespilleri i P3 og P4, afbrudt af sniksnak om intet. På P2 leveres undertiden glimrende klassisk musik, men folk har selv cd'er, så det er overflødigt at lade staten vælge plader,« skriver han.

Derfor mener den tidligere chefredaktør, at de andre kanaler bør følge i samme spor som P1, der efter det kommende medieforlig kan ende med at få en seriøs privat udfordrer på radiomarkedet, ifølge Enhedslisten.

Ifølge Falbert er den også helt gal med P1:

»Tilbage er P1, som hver morgen mellem seks og ni præsterer intet mindre end alibiet for, at Statsradiofonien kan kalde sig en public service-kanal. Resten af dagen serveres enkelte snapse. Men størstedelen af P1-fladen dækkes af genudsendelser eller programmer, som fremmede fugle inviteres til at stå for. Plummers faste stab er for dvask til selv at sætte sig i et studie og tale med en gæst om noget interessant. Sværere er det ikke at lave radio,« skriver han.

Til sidst i sin klumme når Bent Falbert også at angribe TV 2, der ligesom flere andre medier har meldt sig på banen for at drive den nye radiokanal.

»TV 2's direktør, Merete Eldrup, har omgående haft kløerne fremme for at rive den snart frisatte radiokanal til sig. Men TV 2 er den dårligst tænkelige bestyrer af den. Vi skal have mindre stat, ikke mere stat i radioen, tak.«

2 Kommentarer

Lasse Jensen
8. MAJ 2010
Re: Bent Falbert: Hug DR op!

Som en af de "fremmede fugle" der befolker P1-fladen må jeg lige punktere en af de myter som mange - herunder Bent Falbert - - stædigt fastholder - nemlig at genudsendelser er et udtryk for en slags dovenskab eller manglende evne/vilje/penge til at producere mere.

Meget få mennesker hører radio sådan, at de har åbent for den samme kanal hele tiden. De har måske en favoritkanal, men de har i højere grad favorit-programmer, som de vælger, ikke bare "falder over" - eller podcaster. F.eks. viser tallene klart, at en række programmer på P1 (f.eks. i al beskedenhed Mennesker og Medier, men også Krause på tværs) opnår høje lyttertal ved hjælp af genudsendelser og at det er krystalklart, at flertallet af lytterne ved genudsendelserne er førstegangslyttere - op mod 80 procent. Ved at genudsende opnår man altså kontakt med langt flere mennesker. Hvis genudsendelserne fjernes og erstattes med noget andet, ville antallet af mennesker, der hørte programmet en gang, falde dramatisk. F.eks. ville antallet af mennesker der overhovedet hørte Mennesker og Medier (en gang) falde til næsten halvdelen (fra ca 130.000 til omkring 60.000),

Jeg eynes iøvrigt, at det er interessant at kloge og velformulerede folk i dagspressen fremviser en rystende mangel på professionalisme ved elegant at erklære, at "selvfølgelig kan de lave radio" som om det var noget, som enhver journalist eller ethvert medie bare kunne lave med venstre hånd. Jeg skriver lejlighedsvis en klumme, men har tilbragt hele mit i elektronisk journalistik. Det gør mig ikke kompetent til at lave avis. Ligesom Falberts næsten lige så lange erfaring med avisjournalistik, ikke gør ham, hans avis eller avisens ejer kompetent til at lave radio. Men selvfølgelig står de i kø for at få en del af den stats-kage, som Bent Falbert ellers hader intenst. Den er osse stor. Meget, meget stor endda. Alt for stor!  

Mette Blog
7. MAJ 2010
Re: Bent Falbert: Hug DR op!

Er hr. Bent på syre?

Der er 5003 ophuggede kanaler på FM båndet i forvejen. Tag lige en slapper. Det må være fordi, du keder dig uden chefstol. Du havde vel ikke tænkt dig en radioflade a la ekstrabladet.dk? I så fald tag venligst noget base. Jeg kan anbefale 'Thise Vesterhavs yoghurt med hyben og havtorn 0,1%.' 

Radio og formiddagsbladsproduktion er to vidt forskellige genre, og selv om du er en rapand i replikken, er der noget hér du ikke har forstand på. Provokationen er sjov, men også dum. Du er en frækkert, Falbert

Hvilken dagsorden har Journalisten.dk i denne sag? I virker som om, I også er helt vilde efter at komme P1 til livs. Er det korrekt?