Jeg står og betragter den sorte skygge. Men fra spejlet er der ingen respons. Intet smil, ingen mimik. Så retter den på kanterne af sløret og tager en selfie. ”Shit, hvor er det mærkeligt,” hører jeg skyggen sige med ord, der kommer fra min egen mund.

Det eneste, jeg kan se, er mine trætte øjne, der stirrer ud gennem en sprække. Mit ansigt er borte. Min personlighed forsvundet.

Kommunikationskanalen til verden er væk. Og jeg er klar til om få minutter at påbegynde det, som min fixer for otte måneder siden ikke troede på, jeg virkelig mente: Som kvindelig journalist at rejse tildækket gennem Yemen sammen med en ’hvid mand’ – fotografen.

Når ingen andre danske journalister og kun få internationale endnu havde formået at få adgang til et af verdens mest lukkede lande, til Yemens glemte krig og en overset humanitær katastrofe, så ville vi.

22 ud af 29 millioner har brug for hjælp

Ikke kun endte den sociale revolution i kølvandet på det Arabiske Forår i en krig, der har splittet landet i to. Siden den regionale stormagt Saudi-Arabien gik ind i krigen i 2015, har den fået karakter af en stedfortræderkrig med Iran som den evindelige rival, der anklages for at shippe våben ind til oprørsstyrkerne – houthierne.

At Mellemøstens fattigste land, hvor 22 ud af de 29 millioner indbyggere menes at have brug for hjælp uden løsning i sigte, gør rejsen særlig vigtig for os.

For hvordan ser en glemt krig ud? Hvad er konsekvenserne, når mad og medicin bliver et våben imod civile, der kæmper hver dag? Det var dét, ’den hvide mand’ i form af fotograf Rasmus Flindt-Pedersen og jeg ville dokumentere.

Derfor står jeg nu i den sønderskudte havneby Aden på Yemens sydspids. Klokken seks om morgenen på et værelse med udsigt til et udbombet nabo-spøgelseshotel, hvor gardinerne blafrer ud ad sønderskudte vinduesfag, iført min nye arbejdsuniform, den gulvlange sorte islamiske kjole ’abaya’, sort tørklæde og niqab. Mit redskab til at rejse frit og skjule min identitet for myndigheder og terrorister.

Og det er i dag, den skal stå sin første prøve.

Syv måneders ventetid forbi

Vi er landet dagen før. Med det eneste mulige og yderst upålidelige flyselskab, Yemeni Air. Vi har ventet syv måneder på to forskellige visa.

Et visum til det svært tilgængelige Houthi-nord, hvor oprørerne regerer, og hvor kun meget få journalister har været. Og så et officielt visum til Hadi-regeringen i syd, der er støttet af den Saudi-ledede koalition, som med sø- og luftblokader har gjort det næsten umuligt for medier at rapportere fra Yemens tre år lange konflikt.

Det er langtfra risikofrit at krydse grænselandet mellem de to fronter, der skiller syd og nord. Lokale mediefolk bliver kidnappet, censureret og tortureret. Jeg ved, at franske journalister sidste år først blev sat i husarrest af houthierne. Dernæst anholdt og deporteret til Saudi-Arabien af Hadi-regeringen.

På flyrejsen har jeg derfor i min blok slettet de steder, vi skal besøge i nord. Jeg har ændret navne på vores lokale kontakter i telefonen, ligesom jeg er varsom med markeringer på det medbragte kort.

Niqab-mødom tages med en frokost

Vi forlader hotellet strategisk klokken 08.00: På den måde når både solen og den khat, yemenitter bruger som tyggegummi, at sløve vagterne ved de utallige checkpoints. Strategisk sidder jeg også på forsædet. For som kvinde iført islamisk klædedragt mindsker det risikoen for, at vi stoppes på vej ud af Aden og de første timer på vej mod nord, hvor vi håber ubemærket at krydse den ’forbudte linje’.

”Low key er the key, når man rejser som journalist i Yemen,” har jeg hørt gentagne gange fra folk, der ved, hvad de taler om.”

Senere kryber jeg om på bagsædet i bilen, hvor Rasmus, to bevæbnede guider og en civil soldat allerede sidder. Sidstnævnte er vores garant for at kunne passere de mest kritiske checkpoints.

”Det er mærkeligt ikke at se dit ansigt, når du taler,” siger Rasmus, efter at jeg er blevet bedt om at hive niqabben ned for ansigtet, da vi nærmer os nord.

Selv føler jeg uniformen som en befrielse. Bekymringen over mit lyse hår, blå øjne og rødbedefarvede pas forsvinder. Niqabben gør mig usynlig, mens Rasmus sidder i skjorte og solbriller, præcis som ’den hvide mand’, som min tolk i sin tid var bekymret for, at jeg tog med. Fordi han netop ikke kan skjules bag en niqab. I så fald kan vi blive anklaget som spioner.

Min niqab-mødom tages officielt i bilen, da frokosten af finger-ris og kylling serveres i en foliebakke på mit skød. Vi må ikke vække opsigt ved at stige ud, og automatisk fører jeg hånden mod munden, men – opdager jeg – uden på niqabben. Jeg opgiver kort efter ris-udfordringen og forsøger i stedet med en cigaret, der bogstavelig talt får mig til at ligne en rygende tipi.

Seks timer senere når vi ’den anden side’, hvor et nyt hold af bil, chauffør og fixer står klar. Hurtigt og ordknapt flyttes al bagage, hænder trykkes til goddag og farvel, og så er vi på vej igen. Med kurs mod hovedstaden Sanaá. Nu på jord kontrolleret af houthierne. Vi har krydset den forbudte linje.

Velkommen til ’Lille Nordkorea’

Vi var blevet advaret: At være journalist i Yemen er ikke let. Slet ikke i Nordyemen, der er under houthiernes dominans. Det gælder også Sa’dah, som vi er ankommet til.

”Jeg tror al-Qaeda har for travlt til at kidnappe jer. Til gengæld skal du forestille dig, at Nordyemen er som Nordkorea,” sagde en kontakt før afrejse.

”De er totalt paranoide og tror, alle er spioner. Du kan være sikker på, at alle rapporterer alt om jer, sagde en anden.”

Det virker ikke overdrevet. Første dag i nord underskriver vi en programkontrakt med informationsministeriet under den selverklærede oprørsregering.

Vi får også følgeskab af en embedsmand, en ’Houthi-lakaj’, der skal følge os overalt 24/7. Officielt for vores sikkerhed. Reelt så de ved, hvor vi er, og er sikre på, at vi ikke afviger fra programmet, og så de ved, hvilke spørgsmål vi stiller.

I Sa’dah-provinsen støder vi nu på det velkendte Houthi-bureaukrati. Vi skal besøge stedet, hvor en bryllupsfest blev bombet for nylig. Men nu bliver det aflyst. ’Det er for farligt’, hedder det.

I stedet ’parkeres’ vi på et hostel, hvor vi venter på, at programmet bliver ’clearet’, mens vi som ’fattige freelancere’ kun hører taxametret tælle på en spildt arbejdsdag.

Heller ikke her må vi bevæge os ud på egen hånd, og i de næste ni dage kan vi derfor ikke selv købe mad, drikke eller håndrens. Alt bringes til os.

Et kollapset system og en flittig lakaj

Det er på hospitalet i Sa’dah, vi igen konfronteres med krigens små ofre. De underernærede børn. Vi ser det kollapsede system: Mangel på læger, fordi år uden løn tvinger dem til at søge ny indkomst, og studerende, der derfor ikke kan læres op.

Flere gange har Saudi-koalitionen blokeret livsnødvendige lufthavne og havnebyer og forhindret medicin, nødhjælp og ngo’er i at komme befolkningen til hjælp.

På stuerne møder jeg trætte, udmagrede og fattige familier. Mødre jævnaldrende og yngre end mig. Det er svært at få kvinderne i tale. Nogle må ikke tale med min mandlige tolk, uden at deres egen mand er til stede.

Det resulterer i en situation, hvor min tolk står bag en skærm og oversætter for en flok kvinder.

Min muslimske uniform gør det svært at jonglere med optager, telefon og blok uden adgang til mine bukselommer. Jeg får derfor hjælp fra vores ’embedsmand’. Men han gør andet end det. Han skribler løs, hver gang en ny person interviewes.

”Hvorfor og hvad skriver du?” spørger jeg ham, men får et halvkvædet haiku-svar retur om, at ’det kun er for at hjælpe dig’. Som dagene skrider frem, gør det mig tiltagende rasende.

Noterne skal formes til en rapport til ministeriet. Men får det konsekvenser for dem, vi taler med? Da jeg i en test den sidste dag lader, som om jeg har sløset med nogle navne, finder han dem med skræmmende lethed frem med det samme.   

Død over USA

I den gamle bydel i Sa’dah står en flok børn og råber: ”Død over USA. Død over Israel. Forband jøderne.” Det er houthiernes slogan, der er malet på husmure. Initieret af en lokal mand med taktfast knyttet hånd i vejret skråler de gladeligt løs, mens jeg forsøger at finde en mine til den sørgelige indoktrinering.   

Byen ligger i ruiner på grund af de tidligere og den nuværende krig og saudiernes luftangreb. Det seneste fandt sted for fem måneder siden, fortæller den lokale 'pressemand' i byen os – blot endnu en Houthi-lakaj, som vi også tvinges til at følges med.

Men da en bil kort efter kører forbi, får jeg fornemmelsen af, at noget ikke stemmer. På ladet ligger en mand med benet i gips. Folk omkring ham oversætter, at han blev offer for et luftangreb i byen for nu bare to måneder siden. Var vores propaganda-alarm ikke vakt i forvejen, bliver den det nu. Kun for at blive bekræftet, da jeg senere gennemgår optagelserne fra stedet. De afslører ikke kun, at manden reelt fortæller, at han blev ramt i en helt anden by. De får også min kontaktperson til at spørge, om manden på ladet nu også kørte helt tilfældigt forbi. 

Besøget på Saudi-Arabiens ambassade

Vores ’embedsmand’ er flink. Men baggrunden for hans selskab påmindes os dagligt. På en skole i Sanaá låses han tilfældigt ude af et lokale, hvor vi interviewer nogle af de cirka 300.000 civile, der er flygtet fra krigszonen i Houdaida.

Her opfordrer tolken familierne til at tale frit om forholdene ved at understrege, at ’Houthi-lakajen’ befinder sig nedenunder. Min frygt for at kompromittere kilders sikkerhed samt ikke at vide, om de lyver grundet frygt for repressalier, er nu officielt bekræftet.

Vi får også selv vores ’embedsmand’ til at svede. Første gang, da Rasmus tager et foto af en gadesælger, og der 20 minutter senere står to bevæbnede soldater på den restaurant, vi gør holdt ved. ’Hvem er vi, hvor skal vi hen, hvorfor tager vi billeder?’ Stærkt anspændt afværger ’embedsmanden’ den eskorte, vi bliver ’tilbudt’ til en flygtningelejr, vi skal besøge, og efter et smut på en politistation kan vi fortsætte.

Senere besøger jeg ’Saudi-Arabiens ambassade’, også kendt som lokummet. Og ’ambassadens’ gæster optager mig: Kvinderne, der fjerner slør, smiler og ønsker at konversere, giver mig lyst til at blive for at tale frit og uden opsyn.

Men da jeg efter 15 minutter returnerer til restauranten, er det til stramme ansigtstræk. I mit fravær, hvor ingen anede, hvor jeg var, har ’embedsmanden’ gjort klart, hvordan en husarrest kunne blive aktuel, hvis jeg ikke snart dukkede op.

Kontrollen er nu ikke bare en subtil præmis, men lige så skarp som de kebabspyd, vi fordøjer episoden med.

De groteske regninger

Krisen i Yemen er svær at begribe. Den viser sig i bizarre kontraster: Som da en far fortæller, at han har pantsat sin telefon for at betale sin søns lægeregning på 80 kroner, og vi samme aften køber vand og kiks for præcis samme beløb.

Eller da jeg en morgen forbander toiletbrættet på hotellet, fordi det er ved at kaste mig af, og jeg senere besøger en lejr, hvor kvinderne holder sig til solnedgang, fordi der simpelthen ikke er noget toilet. Det er også en abstrakt virkelighed at møde en såret soldat, som frivilligt har meldt sig til potentielt at gå i døden. For en månedsløn på 25 kroner. Selv hænger vi – med udgifter på 200.000 kroner – på en anden grotesk regning. Med én hovedsponsor i ryggen ved vi begge, at ’lønnen’ for at dække Yemens glemte krig til forskellige medier aldrig vil stå mål med den brugte arbejdstid, men i bedste fald vil udmøntes i faglige skulderklap og felterfaring.

De færreste medier, danske som internationale, tør have vores sikkerhed på samvittigheden og vil mindst af alt betale regningen.

Bin Laden venter for enden af vejen

Det er på vej retur mod syd, at prøven på hele turen skal stå. Hvor vi skal undgå de Hadi-ledede checkpoints. Vi har tilbagelagt hundredvis af kilometer og checkpoints og kører med fotos og video fra det forbudte nord på skjulte harddiske mod den røde linje.

”Måske Bin Laden venter for enden af vejen,” griner tolken, da vi bumpende ad en øde smuglerrute i et bjergpas og på niende time er på vej mod det sted, hvor en ny bil, tolk og chauffør venter.

Igen flytter vi bagage, trykker hænder til goddag og farvel og fortsætter så ad udtørrede flodbredder og usynlige ruter i yderligere fem timer, inden vi passerer det sidste checkpoint og falder omkuld på hotellet i Aden.

Den egyptiske inkvisition

Jeg har lært at holde af min islamiske uniform. På gode dage føler jeg mig som et skjult kamera, der kan registrere alt, uden at andre tager notits. Det er i den sorte silhuet, at jeg ubemærket har raset og taget powernaps, og hvor jeg føler mig respekteret, fordi jeg er klædt som ’de andre’.

På de dårlige snubler jeg i overflødigt stof, sveder tran og forbander mine manglende høje kindben, når nu man skal indpakkes som påskeæg. Men jeg tager også mig selv i at føle mig ’nøgen’, når jeg på hotellet er iført jeans og T-shirt.

Vi er mere end udmattede, da vi i Kairo lufthavn skåler i en – for tidlig – succesøl. I næste nu bliver Rasmus hentet. Det, vi tror er rutinetjek af sikkerhedsvest og hjelm, ender med fire timers forhør i en kælder af civile efterretningsfolk.

”Vi ved, I har været i nord? Er din veninde muslim? Hvorfor udstille Yemen på den måde? Vil I gøre det samme med Egypten? Spiller du også squash?” lyder det fra den egyptiske inkvisition, kendt for heller ikke at bryde sig om journalister.

Efter gennemgang af 900 fotos, feriebilleder og video på kamera, computer og Facebook, og måske fordi en fodboldkamp til sidst trækker mest, lader de Rasmus slippe, så vi efter samlet 30 timers hjemrejse endelig kan lande sikkert i København.

Thea Pedersen og fotograf Rasmus Flindt-Pedersen var i Yemen fra den 30. juli til den 15. august i år.