Bekymring i baglandet: Frygter mørklægning med ny offentlighedslov

Der er bekymring i det radikale bagland over udkastet til ny offentlighedslov. Bekymringen er, at den nye lov vil mørklægge for meget. Landsformand mener, at sagen nu er lukket

Den radikale hovedbestyrelse drøftede lørdag udkastet til ny offentlighedslov. Der blev fremlagt en resolution med kritik af lovforslaget, men resolutionen blev stemt ned med 40 stemmer mod 32.

Resolutionen og debatten er udtryk for, at der er bekymring i baglandet, siger hovedbestyrelsesmedlem Hanne Roed til journalisten.dk.

»Bekymringen går da meget på, hvor meget mørklægning der vil blive med den nye lov. Den er ikke endelig udmøntet og vedtaget endnu. Men bekymringen går på, hvor meget af det, der bliver kommunikeret rundt i ministerierne, der skal være mørklagt. Når det er skatteborgerne, der betaler til myndighederne, så må man også kunne tåle at blive kigget efter i kortene.«

Et af argumenterne for den nye offentlighedslov er, at politikerne skal have et "fortroligt rum", hvor de kan diskutere nye forslag og ideer.

»Det, jeg er bekymret for, er, om diskussionerne skal unddrages,« siger hovedbestyrelsesmedlem Hanne Roed.

»Politikerne diskuterer allerede i dag ting, hvor de skal have plads til berettiget tvivl. Det kan man godt allerede i dag finde ud af at gøre, så det mener jeg ikke er et argument.«

»Det er jo et meget stort lovkompleks, og der er mange gode ting. Jeg kunne bare godt ønske mig en præcisering af, at den her undtagelse fra aktindsigt skal være restriktiv. At det kun skal være, når man virkelig kan begrunde det, at der skal undtages.«

»Det er måske der, at slagsmålet eller uenigheden ligger. Men på den anden side, så er der jo en del partier bag det her, og der er lavet et forlig. Derfor kan man jo godt alligevel løfte en pegefinger og sige, at man synes, det er betænkeligt.«

Hvilken løsning ville du helst se?

»Jeg vil nødigt stå og fremlægge en færdig lovtekst, så det bliver lidt vagt. Men det, jeg egentlig gerne vil have, er, at man skal sikre sig, at muligheden for at mørklægge et ministerium eller kommunikationen mellem et ministerium og andre myndigheder skal behandles restriktivt.«

Så jeg kan med ro i sjælen skrive, at der er uro i baglandet i forhold til udkastet til offentlighedsloven?

»Mnjah. Nej. "Rumlen" og "uro" og "raslen" og hvad har vi ikke. Det vil jeg ikke sige. Der er nogle, der har udtrykt bekymring,« siger Hanne Roed.

Bekymring?

»Der er en bekymring i baglandet for, hvordan det her vil virke i praksis. Det er ikke kommet i gang endnu. Der er ikke nogen, der har set, hvordan det kommer til at virke i praksis. Men der er bekymring for, at det vil betyde, at der bliver mørklagt for meget. Igen: Det sidste lovarbejde er ikke færdigt. Så man kan sige, at der stadig er noget, der kan præciseres i forhold til bemærkningerne til loven, og man har ikke set en praksis endnu. Så man kan sige, at der er en bekymring.«

Bekymring i baglandet for, at der bliver mørklagt for meget?

»Ja. Sådan kan du sige det. Men der er lavet et forlig, og vi er jo ikke de store forligsbrydere.«

Til Ritzau siger De Radikales landsformand, Klaus Frandsen, at han efter lørdagens afstemning betragter sagen som lukket for De Radikales vedkommende.

"Jeg anser sagen for lukket. Nu kører første-, anden- og tredjebehandlingen af lovforslaget færdig. Så vedtages loven," siger Klaus Frandsen.

"Når man ser lovteksten, må de, der ser det principielle lange mål, finde ud af, om de ønsker en resolution på landsmødet."

0 Kommentarer