OL #4: Sikken et spørgsmål. I guder hvor er de klar. Det er bare at tage en tur rundt i byen, og man er ikke i tvivl. Efter at have ventet i syv år, så er alle ved at eksplodere. Det mærkede jeg så sent som lige før midnat ude foran "Fuglereden", hvor Legene indvies om lidt. Det var en rus.

Ytringsfrihed, Tibet, dissidenter og diktatur …  Aj, come on, for helvede … Det HAR vi jo hørt. Kan du ikke en enkelt gang finde på noget andet? Hva'?

Jo!
Og jeg skal gøre en undtagelse, for Beijing er i disse timer ved at koge over af begejstring, stolthed og spænding forud for åbningsceremonien på det nye nationale stadion med tilnavnet Fuglereden, som vitterlig er et arkitektonisk mesterværk.

Man holder jo heller ikke kritiske taler til et bryllup (eller gør man?), selv de gange, hvor man er skeptisk i forhold til sin bedste venindes nye mand … eller omvendt …
Derfor holder vi lige en pause her på Journalisten.dk med de politisk korrekte postkort fra Beijing og lader os for en stund rive med af stemningen.

For den er godt nok smittende. Hele dagen i dag har det boblet i store dele af byen (enkelte områder er dog spærret for trafik – eksempelvis omkring Tiananmen Square!). Og for første gang har jeg haft tid til at komme lidt uden for den olympiske osteklokke og mærke byens puls, og som tilrejsende virker det vitterlig, som om at endelig – langt om længe – skal syv års opsparet olympisk forventning forløses.

Lige om lidt er det nemlig nu nu. Så vil verdens folkerigeste nation imponere hele verden med den mest imponerende åbningsceremoni, der nogensinde er set til et OL. Og det selv om Steven Spielberg sprang fra af politiske grunde (respekt!) og overlod den ellers planlagte og særdeles symbolladede fælles US-China-production til den kinesiske filmmester Zhang Yimou alene.

Og det bliver helt sikkert forrygende og rørende.
Jeg har set de hemmelige klip fra prøverne på åbningsceremonien, som sydkoreanske SBS TV optog, og som for en stund var tilgængelige på YouTube, inden Kina fik gennemtrumfet sit forbud og globale censurapparat. (hov, der var den igen: Anklagerne, bebrejdelserne og fjendebillederne. Sorry …).
Der er nemlig lagt op til en opvisning i følelses-forførelse i verdensklasse.
Og er man til den slags, så er det bare at lade sig rive med og lade gåsehuden rejse sig tre stive timer i træk.

Det er i hvert fald, hvad kineserne gør.
De tiljubler deres sportshelte, falder i svime over de baby-agtige maskotter, som ses overalt, og taler konstant positivt om OL.
Jeg oplevede det så sent som kort før midnat, hvor jeg gik en tur fra mit hotel langs den ellers voldsomt triste Ringvej 4, som passerer Fuglereden og det næsten lige så imponerende svømmestadion i den nordlige udkant af Beijing.
Selv om åbningen først er i dag, så var et hav af kinesere stimlet sammen foran alle afspærringerne og filmede løs som gale og lod sig selv fotografere og videofilme midt i mørket, hvor tribunerne tager sig ekstra flot ud. Ja, de nærmest faldt over hinanden bogstaveligt talt, mens de trådte nydelige nyplantede buske ned og sked på ordensmagten og de kommanderende megafonråb fra vagtfolk, alt imens de gik på den forkerte side af skiltene for at komme så tæt på Kinas nyeste og mægtigste vartegn som overhovedet muligt.
Stoltheden var ikke til at tage fejl af.
De nye bygningsværker i glas, stål og cement kan åbenbart noget, som selv de gamle templer og bygningsværker på Den Himmelske Fredsplads fra 1400-tallets Ming-dynasti har svært ved at leve op til eller matche.

Derudover handler det om, at tildelingen af De olympiske Lege til Kina opfattes som den ultimative anerkendelse af landet og dets kunnen.
Det er også derfor, det er så svært for kineserne at forstå, acceptere og tolerere, når nogle "fjollede" udlændinge finder på at gøre sig besværlige. Eller stille ubekvemme spørgsmål.
Hvad skal nu det til for?
Nu gik det jo lige så godt.
Eller som det hedder i lederen i dag i China Daily: "Overseas media love dissidents. So China becomes "a land of sorrow" where people are claimed to be abused under "a repressive regime", or "a dull place" where the individual "has no freedom or private life".
Men det er naturligvis forkert, kan avisen oplyse. Det kinesiske folk giver nemlig udtryk for "ekstrem tilfredshed med udviklingen i landet og landets økonomi", altså ifølge en undersøgelse blandt 24 lande, hvor Kina kommer ind som en sikker nummer et. Hvilke lande, der i øvrigt er tale om, fremgår ikke af avisens leder.

I nat ønskede de kinesere foran Fuglereden, som kunne lidt engelsk, da også kun at høre min uforbeholdne glæde og begejstring.
De spurgte tydeligt stolte, hvad jeg tænkte og synes. Og ønskede kun et svar: HVOR ER DET DOG FANTASTISK DET HELE! (vel egentlig ikke meget anderledes end hvad vi danskere gerne vil høre om vores land!)
Andre igen ville blot have, at vi blev foreviget sammen. Øst og Vest i den helt store forbrødring.
I nat var jeg derfor "star" foran Fuglereden i selskab med adskillige unge kinesere, som bare fandt det cool at få en fremmed mand med på alle deres billeder.
Og why not?
Når systemet omtaler Vesten som ond, så er det rart at kunne vise, at vi ikke alle er frygtelige.
Ligesom kineserne naturligvis også har behov for at blive anerkendt. Uafhængigt af storpolitik.

Hmmm.
Dalai Lama taler om, at det er vigtigt at deltage, at være med, og når så først man er der, så gøre sine synspunkter gældende. Herunder også de kritiske overvejelser.
Det kræver naturligvis, at man taler samme sprog eller i det mindste forstår hinanden.
Well – måske skal jeg lige vente en dag, inden … for nu skal festen jo netop til at begynde.
Spørgsmålet er blot, om OL-rusen får alle til at holde fuldstændig mund de næste tre uger?

Jeg lover jer, at jeg ikke kan lade være. Altså med at sige ting og sager.
Men i aften, så bliver det fest på kinesernes betingelser.
Og når ceremonien er overstået, så vil jeg tage på bar downtown og feste videre i selskab med de lokale med tanke på Legenes slogan:

One World, One Dream – 同一个世界　同一个梦想

Bedste hilsener
JJ

PS: Flere Postkort fra Beijing kan du finde her.