search

“Beige gør ved Gud ikke noget for nogen”

Når en dansk journalist spørger, om man kan cykle i en kjole fra Balmain, får Lotte Freddie lyst til at stikke hende en flad.

MODEREPORTER. Lotte Freddie kan løbe hurtigt. Også i højhælede sko. Vi har knapt hilst på hinanden, før hun bliver distraheret af noget, hun opdager ud af øjenkrogen. Hun kaster sin fyldte dametaske af mærket Koton på fortovet og stryger i fuld firspring efter en høj mulatkvinde længere nede ad Borgergade.

De to taler kort sammen, inden Lotte Freddie vender tilbage og samler sin taske op.

På café MJ coffee forklarer hun episoden over sin cappuccino:

»Hvis jeg ser en mand eller kvinde med noget interessant tøj på gaden, så spæner jeg efter dem og spørger, hvad de har på. I begyndelsen var det ret grænseoverskridende, men nu har jeg vænnet mig til det. Folk bliver så stolte, når man spørger til mærket på deres tøj,« siger hun.

Her var det kvindens nederdel, der havde fanget Lotte Freddies laserblik.

»Jeg så den i en avis i går i en anden farve, og det fik mig til at tænke over, hvor den kom fra. Kvinden fortalte, at den var fra Malene Birger, og at den var et år gammel. Så det er ikke noget, jeg kan skrive om.«

Hun er klædt i rødt. I mange år var Lotte Freddies favoritfarve pink. Lige nu er den rød. Hendes stramtsiddende bomuldsbluse er fra Nørgaard på Strøget, nederdelen med flæser fra Zara i Antwerpen, de sorte højhælede sko fra Heyraud i Paris og smykkerne købt i London og Shanghai. Hun bevæger sig hurtigt, adræt og sensuelt. Hendes øjne lever, når hun beskriver en smadderdygtig designer eller en fuldstændig ligegyldig debutkollektion.

I løbet af interviewet fortæller Lotte Freddie lige så naturligt og engageret om topmodellen Kate Moss, som om en aktuel koncert med White Stripes på Royal Chelsea Hospital og farverne i Valentinos nyeste kollektion.

I 28 år har hun dækket modeugerne i London og Paris. Lige så længe som hun har skrevet om mode i Berlingske Tidende og på Dagbladet Børsen – fra streetwear og postordretøj til Prada og skønhedsprodukter.

Der står 1935 på Lotte Freddies dåbsattest, og dermed er hun nogenlunde jævnaldrende med nogle af de bedste internationale modejournalister. I en flygtig branche, hvor farver og snit skifter uafbrudt, efterspørger medierne journalister med fingeren på pulsen og det kølige overblik. Om sin alder siger hun: »Alder er ligegyldigt. Det er, hvordan du er oppe i hovedet.«

Når modebranchen anser Lotte Freddie for at være Danmarks mest indflydelsesrige modejournalist, er det netop på grund af hendes usvækkede begejstring og modehistoriske indsigt. Hun siger, at hun er smigret, beæret, rørt og stolt over anerkendelsen. »Også på Børsens vegne. Det er jo godt for Børsen,« siger hun. Selv ville hun have peget på Uffe Buchard. »Uffe er jo superdygtig. Han er en meget vidende person, som også skriver godt. Han har fingeren på pulsen og en god fornemmelse af, hvad der er på vej.«

I en menneskealder har Lotte Freddie dækket den danske og udenlandske modeverden ved at læse de førende modemagasiner, trække på et veludviklet personligt netværk og hente inspiration fra film, teater og kunst.

Men hendes foretrukne kilde til inspiration er og bliver de store internationale modeshows.

I år har hun har allerede været til modeshows i udlandet ni gange: Shanghai, Istanbul, Antwerpen, Berlin, New York, Milano, Firenze, London og Paris.

Ofte er hun den eneste danske reporter, der bliver inviteret til de internationale modefremvisninger, som da H&M med Kylie Minogue som trækplaster inviterede til show i Kina.

»Man skal være på stedet og se tingene med sine egne øjne. Det er ikke nok at finde det på nettet eller i bladene. Modeshows er en slags teater. De afføder følelser, jeg gerne vil videregive. Nogle gange er det så fantastisk, at jeg får tårerne i øjnene.«

Selv om det lyder som opskriften på det fede liv – at sidde i halvmørket og kigge på parisiske topmodeller – er det ifølge Lotte Freddie hårdt arbejde. Hun ser typisk 28-30 shows på en lille uge, og som journalist fra Skandinavien må hun ofte kæmpe ekstra for at få adgang til de bedste opvisninger.

»De største modehuse er mere interesserede i journalister, der skriver til russere, japanere, arabere og andre med mange penge. Det skandinaviske marked er for lille, og derfor bliver vi ikke inviteret.«
Lotte Freddie er blandt kolleger imidlertid kendt for at have en veludviklet evne til at komme ind til shows, hun ikke er inviteret til. Veninderne taler om, at hun ligesom l'imposteur Claude X vandrer forbi afspærringer og dørmænd, uden at nogen overvejer at stoppe hende.

»Jeg skal jo ind. Ellers kan jeg ikke fortælle læserne om det,« siger hun.

Nogle gang har hun held med bare at spankulere ind, andre gange venter hun ydmygt på, at vagterne forbarmer sig. En tredje metode er, at en kollega går ind og skaffer en invitation, som Lotte Freddie kan genbruge.

»Skidt med alle de små shows. Det vigtigste er at se de mest betydningsfulde shows. Galliano hos Dior, Karl Lagerfeldt hos Chanel. Det er ofte så flot, at man bliver helt høj. Det er en slags power-indsprøjtning,« siger hun.

Lotte Freddie har været en del af modeverdenen det meste af sit liv. Først som succesrig mannequin og fotomodel, siden som konferencier og vært ved opvisninger og modeshows.

I 1979 ansatte Berlingske Tidendes søndagsredaktør Annelise Bistrup Lotte Freddie som modejournalist med stofområderne mode, rejser, restauranter, bolig og livsstil. Efter 23 år på avisen faldt hun for Berlingskes pensionsalder. Men i stedet for at trække sig tilbage skråede hun over Gammel Mønt og fortalte Børsens chefredaktør Leif Beck Fallesen, at han burde have modesider i avisen ligesom forbillederne Financial Times og International Herald Tribune. Leif Beck Fallesen var med på idéen, og siden 2002 har Lotte Freddie skrevet om mode i avisen hver fredag. Og i modsætning til Berlingske Tidende kan hun tillade sig at vise tøj, hvor prisen er ligegyldig. »Børsens læsere er high consumer readers, og det gør ikke noget, at tingene er dyre. Det er fedt,« siger Lotte Freddie, som dog fortsat ynder at blande det billige med det dyre. »Hvis man har penge, kan enhver gå hen i Yves Saint Laurent og købe noget lækkert tøj. Fidusen er at finde noget, der er smart, uden at det koster noget. Det er det, jeg selv gør.«

Lotte Freddies erfaring er, at det er billederne, der sælger en modeartikel. »Og de skal være fantastiske. Jeg prøver at lave Vogue hver gang. Det niveau. Og det lykkes mange gange.« Desværre bliver Børsen trykt på lyserødt papir. Og indtil nu har avisen ikke bøjet sig for Lotte Freddies ønske om, at modesiderne skal være på almindeligt, hvidt avispapir.

Mens Børsen i dag er den eneste danske avis, der skriver løbende om mode, forholder det sig anderledes i udlandet, hvor mode behandles kontinuerligt, kritisk og professionelt.

Lotte Freddies favoritjournalist er Suzy Menkes fra dagbladet International Herald Tribune. »Hun kan 'make them or brake them'. Jeg er vildt stolt, når jeg har skrevet om et show, som Suzy Menkes beskriver på nøjagtigt samme måde.« Men også engelske aviser som The Times, The Daily Telegraph og The Evening Standard hører til Lotte Freddies faste læsestof.

Hun synes, at Danmark er godt med, når det gælder modemagasiner. Fra spydspidsudgivelsen Cover til forbrugerorienterede magasiner som Eurowoman, IN, Costume og ALT for damerne. Men dagbladene følger ikke med – selv om tøj er blandt Danmarks største eksporterhverv. Tværtimod skriver aviserne mindre og mindre om mode. »For mig er det ubegribeligt, at man ikke ser mere mode i aviserne. Jeg tror, det er, fordi der er en nedladende indstilling til mode i Danmark. Det er lidt underlødigt at beskæftige sig med,«siger Lotte Freddie og tilføjer: »Det er de sikkert glade for på Børsen.«

Også på tv bliver mode ofte overset. TV2 News har ganske vist lavet et modemagasin i samarbejde med magasinet Costume, men det bliver nu nedlagt. Dermed er dansk tv tilbage i en situation, hvor flotte kjoler kun bliver vist på skærmen ved kongelige begivenheder. »Når fjernsynet sender så mange timer fra de kongelige gallafester, er det, fordi tv-stationerne ved, at folk gerne vil se det. Men hvorfor ikke vise mere? Hvorfor laver man ikke også udsendelser fra de store modeshows? Det er jo super visuelt stof. Kvinderne vil gerne se noget tøj, og mændene vil gerne se nogle piger. Det er dumhed, ultra, ultra dumhed. Man er jo slet ikke i takt med tiden.«

Overordnet er Lotte Freddie dog optimistisk på modejournalistikkens vegne. Der er masser af unge talenter, og de har en helt anden indstilling til mode end tidligere.

»Engang, hvor jeg præsenterede en enestående smuk kjole fra Pierre Balmain, spurgte journalisten: 'Kan man cykle i den?' Når man oplever den slags, får man lyst til at smække folk en på siden af hovedet. Det er bare så åndssvagt sagt. Det er et rigtigt dansk spørgsmål,« siger Lotte Freddie, der mener, at indstillingen de senere år har ændret sig til det bedre. »Folk tjener flere penge og bruger flere penge på tøj. Nu mangler vi bare, at indkøberne bliver lidt mere modige. Beige gør ved Gud ikke noget for nogen.«

Mens mange andre journalister holder sig til ilden ved at skifte stofområde med jævne mellemrum, har Lotte Freddie holdt sig til modestoffet.

»Man kan ikke gå i stå i den her branche. Der sker hele tiden noget nyt og spændende, man kan skrive om,« siger hun. For tiden kunne hun for eksempel godt tænke sig at fortælle historien om den russiske topmodel Natalia Vodianova, der som 16årig blev opdaget ved en grønthandlerbod i Nizhny Novgorod og nu er gift med en af de rigeste mænd i London, den adelige Justin Portman. »Hun bliver brugt i alle de store kampagner og har oprettet en fond for underprivilegerede børn i Rusland. Det er da sjovt, at den slags sker. Det er en ren askepothistorie.«

Også forretningsdelen af modeverden finder hun interessant. Det er ligesom en god kriminalroman. Det gælder for eksempel konglomeraternes kamp om at få fingre i mærker som Gucci, Dior, Yves Saint Laurant, Hugo Boss og Kenzo. Eller hvornår modehusene står over for et generationsskifte. Lotte Freddie fortæller, at da Valentino blev købt, gik det spekulationer om, at han ville trække sig tilbage, når han fyldte 75 år.

Lotte Freddie tror, han fortsætter. »Ligesom for kunstnere er alder jo fuldstændig ligegyldig – og Valentino er stadig en suveræn designer. Da han for nylig blev spurgt, om han havde planer om at gå på pension, svarede han 'Absolutely not.' Det svar elsker jeg. Jeg forstår godt, hvad han mener. Han brænder jo for det.«

Lotte Elise Tegner Freddie

Født 1935. Opvokset i Rungsted Kyst, hvor hun har boet det meste af sit liv.

Var en af Danmarks mest kendte modeller i 1960erne og 1970erne. Siden blev hun konferencier ved modeshows og vært ved turist-eventen Denmark Lunch.

Blev i 1979 ansat som modejournalist på Berlingske Tidende. Fra 1989-2002 mode- og livsstilsredaktør samme sted. Har været moderedaktør på Dagbladet Børsen siden 2002.

Har skrevet guiden »Mit Paris« og bogen »Modens Mestre« om dansk mode. Skriver desuden til Fagbladet Kosmetik, Billed-Bladet og Bo Bedre.

Navnet Freddie har hun efter sin anden mand, modefotograf Jørn Freddie, der var søn af maleren Wilhelm Freddie. Lotte Freddie har to børn, Alexander på 34 og Cecilie på 32 samt barnebarnet Andrea.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen