De redaktionelle medarbejdere på Fynske Medier vil i 2013 få en samlet lønregulering på 1,0 procent.
»Vi er ikke tilfredse med aftalen, for det er ikke storslået, hvad vi har opnået,« siger tillidsrepræsentanten på Fynske Medier, Lene Sarup, til Journalisten.
Men Lene Sarup bør alligevel være stolt af sig selv, vurderer Claus Iwersen, forhandlingschef i Dansk Journalistforbund (DJ):
»Aftalen ligger meget op ad, hvad man ser rundt omkring, og min vurdering er, at det er svært at lave aftaler, der er bedre. Omvendt skal man huske, hvad man vurderer dem ud fra. Vi har for eksempel en rekordlav inflation, så der ligger en lille reallønsfremgang i resultatet.«
»Men jeg forstår godt frustrationen over, at det er svært at lave mere iøjnefaldende resultater. Den frustration deler vi i DJ,« siger Claus Iwersen.
Bedre kaffe på kanden
Men selv om mønten i vadsækken ikke klinger højt, fik de redaktionelle medarbejdere på Fyn dog en god smag i munden, da forhandlingerne var slut.
»Jeg har lært på forhandlingskurser, at man skal bruge sin fantasi, når man forhandler. Derfor bad vi om at få en bedre kaffe,« siger Lene Sarup.
I gamle dage fik medarbejderne på Fynske Medier ”rigtig kaffe med kaffegrums”. Siden blev mokkabønnerne sparet væk til fordel for en nedfrossen kaffesirup, der ifølge Lene Sarup smager forfærdeligt. Under forhandlingerne bragte Lene Sarup derfor kaffen på banen – og fik nye bønner fra Café Noir på kanden.
»Kaffen var et krav fra vores side, som vi fik igennem. Det er vi tilfredse med,« siger Lene Sarup.
I DJ oplever Claus Iwersen, at arbejdsgiverne er meget svære at danse med. Derfor er kaffe-resultatet fra Fynske Medier en god lille detalje i at skaffe flere goder til kollegerne.
»Tillidsrepræsentanterne kan med fordel inddrage andre problemer i forhandlingerne. Og det er Lene god til. Hun får løst et problem ved at tænke sig godt om,« siger Claus Iwersen.
Så kaffen er ikke udtryk for, at arbejdsgiveren forsøger at spise kollegerne af med billige goder?
»Nej, det er ikke tilfældet. Mit indtryk er, at arbejdsgiverne slet ikke vil give noget som helst – og det er ligegyldigt, om det handler om løn eller andre ting,« siger Claus Iwersen.
Han oplever, at arbejdsgiverne ofte fejer alle udspil af bordet med henvisning til den økonomiske krise.
»Det er, som om at alle siger, at det hele er svært. Men måske er det på tide at stoppe op og spørge os selv: Er det nu så slemt, som nogle mennesker vil gøre det til?«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.