search

Bedre indhold eller mere papir?

Debatten om mediestøtten raser.

Debatten om mediestøtten raser. Men ligeså meget debat der er om det kloge (eller mindre kloge) i at fratage DR en radiokanal for at forære den og en stor årlig check til en privat spiller bare for at få et alternativ for alternativets egen skyld, ligeså lidt debat er der – trods gode pip hist og pist – om, hvad der kommer til at ske på den digitale front. Der hvor langt størstedelen af den danske befolkning henter hovedparten af deres daglige medieforbrug.

Det kan således undre, at politikere, der gerne vil tages seriøst, stadig kan sidde og argumentere for støtte til medieproduktion ud fra en præmis om, at papir i sig selv er saliggørende, uden at nogle behjertede sjæle lykkes med at prikke til dem og stilfærdigt gøre dem opmærksom på, at salig Guttenberg skam har været død i 542 år, og at det er en fundamental anden tidsalder, vi nu lever i, og at den måde, man tilrettelægger og implementerer en mediestøtteordning på naturligvis – som alt andet – bør følge med tiden.

Den 12. maj afholder FDIM, Foreningen af Danske Interaktive Medier, en paneldebat med deltagelse af de mediepolitiske ordførere omkring deres visioner for fremtidens mediepolitik. Det sker med udspring i en ny omfattende rapport over danskernes brug af internettet i 2010, og det bliver rigtig interessant at høre, hvordan disse forstandige mennesker vil koble den bagudskuende politik, der lægges op til, med nutidens realiteter. Og ikke mindst give svaret på det helt enkle – men i denne sammenhæng helt fundamentale – spørgsmål:

Hvad er det ved papir, der i sig selv er så saliggørende?

Politikerne bør virkelig afkræves et svar på dette. For støtten i sine forskellige former er bundet alt for meget op på papir. Hvor den i stedet burde være bundet op på indhold – uafhængigt af platform. Jeg siger derfor også, at hvis der findes nye gode initiativer på tryk, der fortjener støtte, så lad os endelig have en mediestøtte, der giver mulighed for det. Men lad det være på basis af indholdet – ikke papiret i sig selv. Og lad os endelig støtte aviserne. Men gøre det baseret på indholdet – ikke papiret i sig selv.

En mediestøtte baseret på indhold vil nemlig som udgangspunkt være mere retfærdig. Og set med digitale briller vil den være en kærkommen løftestang for masser af gode idéer og projekter, som findes rundt omkring, men som alle lider under, at der ikke findes nogle steder i dag, hvor man kan få en hjælpende hånd til at komme igang.

For det er et andet centralt element omkring mediestøtten: Den bør være en hjælpende hånd – ikke et eksistensgrundlag. En forretning er kun en forretning, hvis den kan stå på egne ben og få flere penge i kassen, end den giver ud. Og hvad end vi måtte tænke og tro, er medier (på nær DR) forretninger, der skal løbe rundt for at finansiere fremtidig udgivelsesvirksomhed. Og her bør støtteordninger af forskellig slags ikke være forskellen mellem overskud eller underskud. Hverken for aviser, for tv-stationer eller for netmedier.

Og det er måske i virkeligheden sagens kerne: At så mange af de store gamle medier – der jo også er talerør for selvsamme politikere som de, der sidder og tildeler støtten – reelt er så afhængige af en status quo på støtteordningerne, at de ingen interesse har i, at der bliver foretaget ændringer. Og at de lobbyer for dette synspunkt. Og får held til at overbevise politikerne om, at vi jo har det godt, som vi har det, når nu engang verden er, som den er.

Det er måske i virkeligheden den virkelige tragedie i den aktuelle debat.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen