Pressefotografer har flere gange oplevet, at de skulle underskrive fotograf-kontrakter for at blive akkrediteret til koncerter med typisk amerikanske eller engelske kunstnere.
I april 2022 krævede det amerikanske metal-band Tool, at fotograferne reelt afgav den fulde ophavsret til billederne fra koncerten i København til bandet, og derfor boykottede Jyllands-Posten, Information, Politiken, Soundvenue og Gaffa koncerten.
Men nu er der taget de første skridt i retning af at nå til enighed mellem fotograferne og de udenlandske kunstnere.
I hvert fald har Dansk Journalistforbund (DJ) sammen med Pressefotografforbundet (PF) været i dialog med Live Nation, som arrangerer live-arrangementer i Danmark. Konkret har DJ og PF udarbejdet en slags notat til arrangører af live musik/underholdning, som redegør for reglerne for brug af billeder i Danmark. Det skriver Pressefotografforbundet.
Det er tanken, at arrangørerne udleverer notatet til de kunstnere, som skal optræde i Danmark. På den måde bliver kunstnerne betryggede i, at det er overflødigt at kræve, at fotograferne tiltræder fotokontrakter for at blive akkrediteret til live-arrangementerne.
PF og Live Nation vil forsøge at sprede notatet til andre arrangører af live-arrangementer, så hele branchen forhåbentlig vil afstå fra at anvende disse kontrakter. Forhåbentlig vil fotografer allerede opleve det i forbindelse med de koncerter og festivaler, som løber af stablen hen over sommeren.