BBC under massivt pres for at ændre attitude

Mens de kommercielle tv-stationer i stigende grad lider under den økonomiske nedtur, øges presset på BBC for at nedtone den agressive stil.

Mens de kommercielle tv-stationer i stigende grad lider under den økonomiske nedtur, øges presset på BBC for at nedtone den agressive stil.

Ifølge dagens udgave af Guardian Media er BBC tvunget til at ændre attitude, hvis den britiske public service-mastodont fortsat skal have befolkningens og politikernes opbakning.

Og stationens øverste chef, Mark Thompson, vurderes direkte at måtte skrue ned for en selvhævdende retorik ved den snarlige fremlæggelse af den ny masterplan for BBCs fremtid.

Meldingerne om den ny stil kommer på et tidspunkt, hvor de kommercielle konkurrenter lider alvorligt på grund af det omfattende kollaps i verdensøkonomien.

ITV oplever således en annoncenedgang på hele 20 pct. og lægger samtidig op til store nedskæringer. »Job cuts are running into four figures,« som det hedder.

En anden af de helt store kommercielle tv-stationer, Channel 4, skærer ligeledes alt overflødigt fedt væk … og lidt til. Budgetterne for både det faste program og en masse pilotprojekter, der ellers skulle vise vejen til fremtidig indtjening, står for skud.

Og dermed ligner udviklingen i Storbritannien på mange måder situationen på det kriseramte danske TV 2.

Resten af den britiske mediebranche – lige fra nye digitale medier til hæderkronede aviskoncerner – kæmper også med recessionen, som blot ventes at blive forværret yderligere i 2009.

Tilsammen betyder det, at BBC nu bliver nødt til at holde lidt igen med selvpromoveringen for ikke unødvendigt at blive tvunget til at skære ned. Foreløbig er licensen dog sikret frem til 2013. Men hvis ikke BBCs generaldirektør, Mark Thompson, formår at levere et mere nuanceret budskab og reelt ændre indholdet i stationens masterplan, så kan konsekvenserne blive meget alvorlige for BBC, lyder dommen.

Læs hele artiklen i The Guardian her.

0 Kommentarer