Et nyt BBC med et langt snævre fokus er måske på vej. Når det nuværende »charter« udløber i 2016, kan det blive starten på en ny form for public service.
Forbilledet for alverdens licensfinansierede tv-stationer, britiske BBC, er muligvis på vej til at ændre dets strategi ganske radikalt. Fremover skal BBC satse langt mere snævert og begrænse licensmidlerne til væsentligt færre kerneområder, hedder det i foreløbige meldinger fra topchefer i BBC.
Den nuværende public service-aftale for BBC gælder godt nok frem til 2016, men ifølge tidligere souschef for Channel 4 og nuværende medlem af Digital UK, Barry Cox, foregår der netop nu en livlig debat i toppen af BBC om selve grundlaget for fremtidens public service.
Ifølge et interview i the Royal Television Society's magazine, Television, stilles der netop nu spørgsmål til hele BBCs virke.
»Og det er BBC begyndt at forberede sig på. Der er derfor tegn på, at man begynder at overveje at begrænse de licens-finansierede programmer til kerneområder og dernæst gøre noget andet med resten,« lyder vurderingen.
Barry Cox lader i interviewet forstå, at han har talt med flere topchefer i BBC, som har indikeret, at de allerede er begyndt at overveje, hvordan de kan slanke organisationen, og hvordan BBC skal se ud i fremtiden.
»De har endnu ikke besluttet sig, men de diskuterer, hvad der er den rigtige rolle i fremtiden for en public service-finansieret virksomhed som BBC. Og heri indgår en naturlig forståelse af, at det indebærer et langt smallere BBC end det nuværende,« siger Barry Cox og tilføjer, at det ikke udelukker, at fremtidens BBC ikke omfatter en lang række andre tjenester og ydelser, som er kommercielt finansieret – hvad enten det er i form af reklamer eller betaling.
Med i overvejelserne om et nyt BBC indgår betydningen af ny teknik og ikke mindst det stigende medieforbrug via nettet. Det sidste kan gøre det billigere at distribuere langt flere BBC-producerede udsendelser, og derfor handler fremtidens BBC også om en mere effektiv udnyttelse af dets nuværende licensmidler.
BBC indledte i øvrigt allerede sidste år en omfattende trimning af koncernen. Generaldirektør Mark Thompson præsenterede i oktober en omfattende reorganisering af BBC, som indebærer en reduktion af medarbejderstaben med omkring 2.800.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.