BBC News-værten George Alagiah er død efter en langvarig kræftsygdom. Han blev 67 år gammel.
Det oplyser BBC ifølge Press Gazette.
George Alagiah gik ind ad døren hos BBC for mere end 30 år siden. Her har han blandt andet arbejdet som korrespondent i Afrika og som nyhedsvært på flere forskellige formater – blandt andet på BBC News at Six.
I mange år havde George Alagiah desuden sit eget program på BBC World News.
”Han var mere end en enestående journalist. Seerne kunne fornemme hans venlighed, empati og vidunderlige menneskelighed. Han var elsket af alle, og vi vil savne ham enormt,” udtaler BBC’s generaldirektør Tim Davie.
George Alagiah blev diagnosticeret med tarmkræft i 2014. Han fortsatte med at levere nyheder ud til de britiske stuer, indtil kræften spredte sig til lever og lunger, og han derfor måtte stoppe.