Der er blomster og lys foran Buckingham Palace, efter at det officielt blev meddelt, at dronning Elisabeth er død. Daniel Leal/AFP/Ritzau Scanpix
Torsdag aften meddelte det britiske kongehus, at dronning Elizabeth er død i en alder af 96 år.
Men allerede om eftermiddagen delte BBC-journalist Yalda Hakim ifølge Journalisten.no nyheden om dronningens død i et breaking-opslag på Twitter.
Opslaget blev dog slettet kort tid efter og erstattet med en beklagelse fra Yalda Hakim.
”Jeg tweetede, at der havde været en meddelelse om dronningens død. Det var ukorrekt. Der har ikke været nogen meddelelse, og derfor har jeg slettet opslaget. Jeg undskylder,” skrev Yalda Hakim, der er vært på BBC World News’ ’Impact’.