BBC indrømmer fejl i udsendelse om Danmark

Den britiske radiostation BBC beklager nu en fejl i en udsendelse om Danmark og Dansk Folkeparti, der blev sendt 8. februar. Det sker i dagens udgave af P1-programmet "Detektor", som sætter fokus på fup og fakta i medierne.

Den britiske radiostation BBC beklager nu en fejl i en udsendelse om Danmark og Dansk Folkeparti, der blev sendt 8. februar. Det sker i dagens udgave af P1-programmet "Detektor", som sætter fokus på fup og fakta i medierne.

Påstanden er, at udenlandske hjemløse skulle være døde i den danske vinterkulde, efter de er blevet afvist af offentligt støttede herberger.

Den fremsættes i BBC-udsendelsen "Driving on the Right", hvor Chris Bowlby gennemgår de skandinaviske højrefløjspartiers politiske indflydelse.

Men P1-programmet "Detektor" kan i dag dokumentere, at der ingen dokumentation findes for påstanden om de hjemløses død.

"Detektor" kan derimod oplyse, at der ifølge Københavns Kommune blot er fundet to døde udenlandske hjemløse i hovedstaden siden 2007. Det drejer sig om en polak, der efter at have afvist hjælp fra kommunen sov ind på en bænk i en park en augustnat i 2007. Og en svensk statsborger, der kunne have overnattet på et statsstøttet herberg, hvis han havde opsøgt det.

BBC's udsendelse bygger på oplysninger fra regeringens "Rådet fra Socialt Udsatte" samt organisationen "En varm seng". Men BBC indrømmer over for "Detektor", at de ikke kan dokumentere deres påstande.

"Detektor" har talt med en række folk og organisationer, der arbejder med udenlandske hjemløse. De samtaler bekræfter, at der cirkulerer historier om at udenlandske hjemløse skulle være døde af kulde i Danmark.

Og et kig i Infomedia viser, at historien om de døde hjemløse sandsynligvis er opstået efter en artikel i Politiken den 23.december 2007, hvor der netop skrives om de døde polakker fra efteråret og december samme år.

BBC's udsendelse med de fejlagtige oplysninger findes stadig  på nettet. P1-programmet "Detektor" kan høres her.

0 Kommentarer