
Den 100 år gamle britiske institution har den seneste tid været præget af usikkerhed på grund af nedskæringer og fyringsrunder. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
BBC er stadig en global gigant.
Men spørgsmålene om fremtiden er mange for det britiske medie, som tirsdag fylder 100 år.
Ligesom mange andre ældre medier kæmper BBC med konkurrence fra streamingplatforme som Netflix og Disney+.
I begyndelsen af 2022 omtalte avisen The Times en måling, som viste, at en tredjedel af yngre voksne aldrig ser BBC-programmer live. Avisen kaldte de unges forhold til mediet en “demografisk tidsbombe”.
En presset økonomisk situation betyder, at flere og flere stiller spørgsmålet, hvorfor de stadig skal betale for BBC.
Nick Robinson, som er vært på BBC-programmet “Today”, siger til The Daily Telegraph om problematikken:
“Hvis mine børns generation får den holdning, at de ikke rigtig har brug for os, så er vi færdige.”
Præget af nedskæringer og fyringer
BBC blev grundlagt den 18. oktober 1922. Den første udsendelse gik i luften knap en måned senere, den 14. november 1922.
Den 100 år gamle britiske institution har den seneste tid været præget af usikkerhed på grund af nedskæringer og fyringsrunder.
Det konservative britiske regeringsparti har flere gange langet ud efter BBC med kritik af, at stationen ikke er upartisk.
I januar besluttede regeringen under den daværende premierminister, Boris Johnson, at fastfryse licensmodellen i de kommende to år. Det har vakt frygt for, at modellen helt kan blive skrottet i fremtiden.
Johnsons tiltag tvang i maj BBC’s ledelse til at fremlægge en plan om besparelser for 500 millioner pund eller 4,3 milliarder kroner årligt.
Ser mission som vigtigere end nogensinde
Men ifølge chefen for BBC 100 – som er det samlende navn for mediets fejringsprogrammer – er dets mission mere relevant end nogensinde før.
“Grundpillen, som er at informere, undervise og underholde, har aldrig ændret sig,” siger BBC 100-chef James Stirling til Mediaweek.
Han hæfter sig mindre ved tallene for live-udsendelser og mere ved, at BBC når bredt ud digitalt.
“I Storbritannien når vi ud til 90 procent af alle voksne hver uge, og ser man på månedsbasis, stiger tallet til 97 procent,” siger han.
BBC, som blandt andet samlede befolkningen under Anden Verdenskrig, er uanset hvad noget særligt britisk, mener Jean Seaton, der er professor i mediehistorie ved University of Westminster i London.
“BBC er os. BBC er et udtryk for vores sans for humor, vores interesser eller værdier. Det tilhører os,” fastslår Seaton, der også er BBC’s officielle historiker, i udtalelser til nyhedsbureauet AFP.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.