BBC har trukket deres ansøgning om et interview med den terrorsigtede Anders Behring Breivik tilbage efter kritik fra egne rækker og røster om, at interviewet ville stride mod BBC's etiske regler.
Der er indløbet mange ansøgninger om at interviewe Anders Behring Breivik, der er sigtet for at stå bag massakren på den norske ø Utøya.
Men nu trækker BBC deres ansøgning tilbage, skriver politiken.dk.
Det er Illa-fængslet, hvor Breivik sidder, der oplyser, at BBC ikke længere vil interviewe ham.
»Vi har fået oplyst, at BBC har trukket sin forespørgsel tilbage. Jeg blev informeret om det tirsdag, da jeg kom tilbage fra ferie,« siger inspektør Knut Bjarkeid til det norske nyhedsbureau NTB.
Heller ikke Breiviks forsvarer har fået nogen forklaring fra BBC.
BBC's interview med Anders Behring Breivik har været meget kontroversielt. Blandt andet har den anerkendte BBC-vært Jon Sopel været kritisk over for, om det overhovedet er muligt inden for BBC's egne etiske regler.
Mange andre medier har i øvrigt lagt billet ind på et interview med Anders Behring Breivik.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.