Bastard Film skærer i lønnen for at redde selskabet

Producenten af dokumentarfilm, Bastard Film, er i økonomiske vanskeligheder med et underskud på 1,97 millioner kroner i 2008 og en kortfristet gæld på 24,9 millioner kroner. Medarbejdere går ned i løn for at redde økonomien. (Opdateret).

Producenten af dokumentarfilm, Bastard Film, er i økonomiske vanskeligheder med et underskud på 1,97 millioner kroner i 2008 og en kortfristet gæld på 24,9 millioner kroner. Medarbejdere går ned i løn for at redde økonomien. (Opdateret).

Produktionsselskabet, der blandt andet har produceret en række af senere års mest slagkraftige dokumentarfilm og leveret undersøgende indslag til både DR og TV 2, forklarer problemerne med massive investeringer.

»Vi må være ærlige og sige, at vi ikke har haft nok fokus på at styre økonomien. I ni år har vi vekslet mellem et lille underskud og et lille plus, så vi har aldrig haft armene oppe på grund af økonomien,« siger Søren Steen Jespersen, der er direktør i Bastard Film, til Journalisten.dk.

De økonomiske problemer betyder dog ikke, at medarbejdere får en fyreseddel i hånden, slår Søren Steen Jespersen fast. Mens medarbejderne er gået fem procent ned i løn for at redde selskabet er dets fire stiftere, Søren Steen Jespersen, Miki Mistrati, Helle Faber og Thomas Stokholm, gået syv procent ned i løn.

»Alle vores medarbejdere har været hundrede procent solidariske med Bastard Films problemer, så da vi fremlagde situationen for dem, bakkede de os fuldstændig op,« siger Søren Steen Jespersen.
I 2008 havde Bastard Film 35 medarbejdere ansat.

Enighed om lønnedgang er ikke tilstrækkeligt til at rette op på økonomien alene, og der skal derfor også andre besparelser på banen. Selskabet har derfor ansat en økonomidirektør til at få styr på situationen. Det er nødvendigt, for økonomi er ikke de tre stifteres stærkeste side, erkender Søren Steen Jespersen:

»Vi har alle tre erkendt, at vi ikke har været gode til at styre økonomien, og det må vi så få nu,« siger Søren Steen Jespersen.

Produktionsselskabets kortfristede gæld på 24,9 millioner kroner vil være tilbage i kassen, når de igangværende produktioner er afleveret til købere, understreger Søren Steen Jespersen.

0 Kommentarer