Bastard Film protesterer over kendelse

Pressenævnets kritik af Bastard Films brug af skjult kamera er ude af trit med kravene til moderne journalistik. Det siger direktør for Bastard Film Søren Steen Jespersen til Journalisten.dk.

Pressenævnets kritik af Bastard Films brug af skjult kamera er ude af trit med kravene til moderne journalistik. Det siger direktør for Bastard Film Søren Steen Jespersen til Journalisten.dk.

Pressenævnet har givet DR og Bastard Film en næse for at filme med skjult kamera på institutionen Ringbo for psykisk syge. Forholdene kunne nemlig have været dokumenteret uden brug af skjult kamera, lyder det fra Pressenævnet. Den kendelse mener direktør for Bastard Film Søren Steen Jespersen er en ny og kedelig udvikling, som forhindrer pressen i at afsløre kritisable forhold.

»Jeg synes, at det er ude af trit med de krav, der er til moderne journalistik. Vi vil gerne kunne dokumentere forholdene på en måde, så seerne selv kan tage stilling. Det er meget reelt at vise, hvordan forholdene er, og så selvfølgelig beskytte de mennesker, der indgår, ved at sløre dem,« siger Søren Steen Jespersen til Journalisten.dk.

Pressenævnet skriver i deres kendelse:

»Oplysninger og dokumentation for problemerne med medicinering fremgik i udsendelsen primært fra officielle tilsynsrapporter og udtalelser fra pårørende til beboere. Emnet kunne således have været belyst uden brug af skjult kamera over for psykisk syge og uden personale uden ret til at ordinere medicin.«

Men hvis Bastard Film udelukkende skulle have lavet deres udsendelse med interview med pårørende, så mener Søren Steen Jespersen, at det ville blive alt for let for lederne af institutionen at afvise anklagerne, og programmet ville fremstå som påstand mod påstand.

»Hvis vi kun var gået frem med de pårørende til beboere på Fælledgården, som havde sagt, at der var problemer i den måde, beboerne blev behandlet på, så havde ledelsen der kunnet sige, at der ikke var nogen problemer. Der var ikke sket nogen forandringer for beboerne, hvis vi ikke havde kunnet vise, hvordan forholdene faktisk var,« siger Søren Steen Jespersen.

Han bemærker, at Pressenævnet har præciseret deres retningslinjer for brugen af skjult kamera i sommer, og mener derfor, at Pressenævnet har givet en kendelse med tilbagevirkende kraft, fordi udsendelserne om Ringbo blev vist i februar.

»Vi har lavet det (udsendelserne om Ringbo, red.) med baggrund i de retningslinjer, der har været hidtil. Der er ingen dokumentation for, at vi ikke har gjort det. Når nævnet skriver, at de har præciseret kravene i juni, så tyder det på, at man er inde på en ny linje, hvor Pressenævnet viser, at de ikke kan lide skjult kamera,« siger Søren Steen Jespersen.

Pressenævnet argumenterer for, at forholdene kunne være afsløret, fordi der lå kritik fra tilsynsførende myndigheder og fra pårørende, men det synes Søren Steen Jespersen er ulogisk.

»Det har hele tiden været grunden til, at vi er gået ind med skjult kamera, at der er troværdige kilder, der siger, at der er problemer. Her bruger Pressenævnet så den omvendte argumentation og siger, at vi ikke må bruge skjult kamera, fordi der er nogen, der stiller sig frem og siger, at der er problemer. På Fælledgården og Strandvænget var der også pårørende, der stillede sig frem og pegede på problemer, og det var netop derfor vi gik ind,« siger Søren Steen Jespersen.
I dækningen af Strandvænget og Fælledgården fik Bastard Film ikke kritik for at bruge skjult kamera, men fik dog kritik for, at en beboer ikke var sløret godt nok på Fælledgården.

Søren Steen Jespersen mener, at den seneste kendelse varsler svære tider for den afslørende journalistik.

»Jeg synes, at det svækker vores muligheder for at lave ægte journalistik, hvor vi fremlægger dokumentation for nogle påstande, hvor seerne selv kan tage stilling. Men vi vil nu prøve alligevel. Pressenævnet hjælper ikke journalistikken og de mennesker, der er berørte,« siger han.

Formand for Pressenævnet, Jytte Scharling, ønsker ikke at kommentere Søren Steen Jespersens kritik.

"Han er velkommen til at have sin mening," siger hun.

0 Kommentarer