Der blev bashet igennem i 2018. Særligt foråret var en stor bashetid.

De bashede var blandt andet humanisterne. ”Vi skal stoppe humaniora-bashing, inden vi skævvrider vores uddannelsessystem,” skrev Information på ledersiden den 31. maj og gentog den opfordring, man kunne læse to år før i Politiken og yderligere to år før i … Information.

Akademikere blev generelt bashet, men djøferne blev i særdeleshed bashet, mente Djøfs nye formand, Henning Thiesen, der lovede at gå til kamp mod ”djøf-bashingen”.

Men mest synd var det for københavnerne, som blev bashet, bashet og bashet.

”Hvornår stopper den trættende københavnerbashing?” ville borgerrepræsentationsmedlem Lars Aslan (S) gerne vide. Og hans partifælle og overborgmester Frank Jensen brugte næsten ordet i flæng, når han skældte ud over udligningsordninger og udflytning af statslige arbejdspladser.

Den endelige anerkendelse af de gennembashede københavnere kom dog, da regeringen i foråret lancerede en ny handleplan for byens infrastruktur, og den konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen gik forrest i promoveringen med ordene: ”Nu må den hovedstads-bashing stoppe”.

Afskriver al kritik som ’bashing’

Jo, bashing er blevet et populært ord i den offentlige debat. Men det er desværre ikke et begreb, der fremmer et godt debatmiljø, mener Jens Jonatan Steen, der er redaktør for Netavisen Pio, men som også for nogle år siden stod bag bogen ’Tag bladet fra munden – en introduktion til politisk framing’.

Og framing er lige præcis det, som bashing-begrebet bliver brugt til.

”Der er nogle ord, man vælger at bruge framemæssigt for at opnå et godt resultat. Og jeg synes, ’bashing’ er et godt eksempel, der har noget gennemslagskraft og effektivitet. Når man bruger ordet, hvad enten det er københavner- eller akademikerbashing, så er det, fordi man er en gruppe, der har modtaget kritik. Ens position er blevet kritiseret, og for at forsvare den position skyder man igen,” fortæller Jens Jonatan Steen.

Modangrebet går i al sin enkelhed ud på at stemple sine modstandere som bashere.

”En basher er en, der slår og bruger ufine metoder. På den måde udstiller man dem, der kommer med en kritik, som bashere, i stedet for at overveje, om der kunne være noget i kritikken. Man illegitimerer overhovedet at have diskussionen. Dem, der rejser de spørgsmål, er useriøse, og man skal ikke tage dem alvorligt. Det er måden at frame hele kritikken, og på den måde undgår man at skulle forholde sig til den,” siger Jens Jonatan Steen, der oplever, at bashing-begrebet har indlejret sig mere og mere i den offenltige debat.

Sjove ord ryger i rubrikkerne

Han er ikke i tvivl om, at eksempelvis begrebet københavner-bashing bliver brugt med stor bevidsthed.

”En række aktører bruger det helt overlagt. Der har været en politisk diskussion om decentralisering, og nogle synes så, decentraliserings-stemmerne har fået overvægt, og så prøver man at stække dem ved at frame dem.”

Jens Jonatan Steen noterer sig også, at pressen ofte er alt for lidt opmærksom på det spin, der ligger i ordet, og selv overtager begrebet. Eksempelvis kan man hurtigt finde en del rubrikker med ordet københavner-bashing uden anførselstegn, som om det var et faktum.

”Journalister lader sig spænde foran en vogn i den situation. Men det er meget typisk, at man som journalist vælger at bruge det, der er mest catchy i en rubrik, uden at være bevidst om, at det kommer til at dominere det billede, man tegner af en given sag.”

Den danske brug af det engelske ord bashing har stået på, længere end man tror, men betydningen har rykket sig over årene. Ifølge Dansk Sprognævn kunne man så tidligt som i 1970 læse om ”paki-bashing” i Aktuelt. Dengang skulle ordet dog forstås mere bogstaveligt som et lag tæsk.

I begyndelsen af halvfemserne begynder udtrykket at optræde jævnligt, og nu i mere overført betydning som det at nedgøre andre. Eksempelvis skrev Hens Hertel i Politiken i 1996 om ”Hillary-bashing” i amerikansk politik.

Overborgmester: En politisk virkelighed

Københavns overborgmester er som nævnt en af dem, der ret konsekvent bruger udtrykket. Blandt andet i et debatindlæg i Altinget i februar, hvor han kritiserede regeringens forslag til en ny, kommunal udligningsordning: ”Med oplægget fortsætter regeringen den københavnerbashing, som regeringen indledte efter et ringe folketingsvalg særligt i dele af Jylland i sommeren 2015.”

Han synes selv, det er en rimelig betegnelse for en urimelig behandling af hovedstaden.

”For mig er det et udtryk, der dækker, når nogle banker løs på København for at fremme deres egen politiske sag på en måde, der tilsværter eller skader København og københavnerne på helt urimelig vis,” skriver Frank Jensen i et mailsvar til Journalisten.

Har du været strategisk bevidst om at bruge begrebet og dermed ”plante” ordet i debatten og i medierne?

”Nej, det synes jeg egentlig ikke. Jeg har personligt brugt det som en markør, når jeg syntes, debatten blev for langt ude, eller når København blev tilføjet en helt urimelig sviner,” skriver han. 

Overborgmesteren kan ikke følge det synspunkt, at et begreb som ’bashing’ ødelægger sagligheden eksempelvis i debatten om udligningsreformen.

”Det handler jo ikke om retorik eller et smart buzz-word, men om en politisk virkelighed, som jeg har været nødt til at forholde mig til som overborgmester i København.”

”Many journalists still assume that language is neutral, that you can just repeat language and it’s completely neutral. In fact, language is never neutral. Language is always framed in a certain way, and it always has consequences.”

Professor i retorik George Lakoff på Twitter 16/11.