“Har du hørt dagens rygte?” lyder det flere gange hen ad redaktionsgangen.
Den septemberdag, JOURNALISTEN besøger Århus Stiftstidende, er rygtet, at der ikke er penge til næste måneds lønninger.
For 14 dage siden var rygtet, at Århus Stiftstidende skulle lukke den 16. september. Dagen efter hed det sig, at Dyne-Larsen ville købe avisen – at han ville byde mere end Jyllands-Posten.
“Man får et chok hver gang. Alle rygterne er lige utænkelige, men også lige tænkelige,” siger én af avisens journalister Jørgen Rye.
De fleste rygter kommer til huset, når journalister fra andre medier ringer for at høre: “Er det rigtigt, _at …”
“Det er det mest utrolige, jeg bliver ringet op og spurgt om,” fortæller Morten Ravn, som er tillidsmand på Århus Stiftstidende. Han kan hverken af- eller bekræfte nogen af rygterne, for ligesom samtlige andre i bladhuset aner han ikke, hvad der sker med hans kriseramte avis.
Han venter. Samtlige medarbejdere på Århus Stiftstidende venter på én bestemt nyhed. De forventer, den er dårlig. Spørgsmålet er bare hvor dårlig.
“Det er en frygtelig træde vande-situation, hvor vi gør alt for ikke at drukne. Uvisheden er ikke til at holde ud. Så hellere vished, selvom vi ved, at visheden vil gøre ondt,” siger Pia Richter, som er kulturjournalist på avisen.
De eneste kendsgerninger, journalisterne kender, er, at avisens kasse snart er tom. Halvårsregnskabet er alarmerende – 37 mio. kr. i underskud. Det kommer oven i to år med tilsammen 166 mio. kr. i underskud. Bladhusets bygninger og biler er solgt og leaset igen for at få likvide midler. Og så ved medarbejderne, at avisens bestyrelsesformand forhandler med Jyllands-Posten og Berlingske Tidende om en eller anden form for fredsløsning, som højst sandsynlig indebærer en slankning af Århus Stiftstidende. Og det er nyheden om det forhandlingsresultat, som samtlige medarbejdere går og venter på.
De har ventet i et halvt år.

Kisterne står derude
“Der er ingen af os, der er i tvivl om, at der vil ske fyringer. I lang tid har folk fortrængt det. Vi har gemt os bag galgenhumor og forsøgt at grine af rygterne. Det er som om, vi ikke har tænkt tanken til ende. Men det gør folk nu, hvor det er tæt på,” forklarer Morten Ravn.
“Kisterne står derude, spørgsmålet er bare, hvornår de skal køres væk,” er én af de galgenhumoristiske bemærkninger, som er faldet på det seneste i bladhuset.
“Nogle kolleger går i spåner, mange er meget nedtrykte, og andre forsøger at være ubekymrede. Det er som et udskillelsesløb på et overlevelseskursus. Nogle kan klare presset, andre kan ikke,” fortæller en journalist.
Næsten alle beskriver paradokset i, at de lever af at skaffe informationer og nyheder. Men lige præcis historien om deres egen fremtid har de i et halvt år ikke kunnet blive klogere på.
Mindst én gang om ugen i det seneste halve år har Stiftstidende-journalisterne kunnet læse en nyhed i andre medier om Århus Stiftstidendes sygdomstilstand og overlevelseschancer. Det har hver gang været bekymrende læsning.
“Det er som om, vores ledelse ikke læser aviser eller hører rygterne. I hvert fald af- eller bekræfter de aldrig historierne. Det er jo derfor, folk ikke aner, hvad de skal tro og håbe. Det er absurd i en kommunikationsvirksomhed,” siger Vivian Voldgaard, som dækker Århus Kommunes yderområder.
Stærkt presset af tillidsmanden sendte direktionen den 6. september for første gang i lang tid et 13 linjers brev ud til medarbejderne:
“Der arbejdes stadig intenst med planerne for vores fremtid, men der er ikke på nuværende tidspunkt noget nyt, vi kan informere om … Det er en hård tid, som belaster alle meget, men vi beder om, at kampviljen og det gode humør, som heldigvis stadig findes på arbejdspladsen, bevares så meget som muligt. Det kan være svært at bevare koncentrationen og oplagtheden …”
Det gør det ikke mere gennemskueligt for journalisterne, at hverken deres direktør eller chefredaktør sidder med ved forhandlingsbordet, hvor Århus Stiftstidendes skæbne afgøres. Det er alene bestyrelsesformanden, der repræsenterer avisen.
“Det kan godt skræmme mig, at der ikke sidder en bladmand med fra os. Jeg kunne godt tænke mig, at den redaktionelle indflydelse var sikret,” siger Pia Richter.

Vejviser sparet væk
Det er som om, meget af den journalistiske gejst blev solgt sammen med bygningerne. Mange fortæller, at man virkelig skal tage sig sammen, og de fleste undrer sig over, at det faktisk kan lade sig gøre dagligt at producere en avis med uvisheden hængende over hovedet.
“Vi arbejder i et fag, hvor entusiasme, inspiration og energi er den altafgørende drivkraft – og den drivkraft har det svært her i huset. Vi arbejder under vilkår, hvor ledelsen for længst er holdt op med at give peptalks. Det er som om, de har resigneret,” fortæller Vivian Voldgaard.
Usikkerheden om fremtiden påvirker også lysten til at lave journalistiske projekter, som peger ud i fremtiden.
“Det er træls, fordi man stopper med at tænke langt frem,” siger Jørgen Rye.
Vivian Voldgaard har netop været med til at udsætte et nyt journalistisk tiltag til søndagsavisen, som hun havde udviklet sammen med en gruppe kvindelige kolleger.
“Vi vil ikke bare smide den gode idé ud i den blå luft. Hvem ved, om vi udkommer om en uge, og så ville vi bare have spildt et godt tiltag,” siger Vivian Voldgaard.
Mostrups vejviser for Beder, Malling og Mårslet ligger på hendes skrivebord – et vigtigt arbejdsredskab i lokaljournalistikken. Den er fra 1997 og er ligesom alle andre vejvisere i bladhuset forældede. Ledelsen på avisen har sparet vejviserne, som koster 125 kroner stykket, væk. Avisens meddelere fra lokalområderne er blevet bedt om at forære deres gamle vejvisere til avisen.
Det er også slut med at få inspiration fra Harlev Ugeavis for den journalist, der skriver om forstaden Harlev. Ledelsen vil ikke betale de 600 kr., det koster i porto om året at modtage ugeavisen.
“Det er altså svært at blive ved med at gå rundt ude i byen og lade som om, at det kører, som det skal her på avisen. Vi bliver spurgt hele tiden, når vi er ude på opgave, og i månedsvis har vi jo prøvet at give en poleret version. Problemerne er bare for åbenlyse nu,” fortæller Vivian Voldgaard.
“Jeg tænker tit: Hvad ville vi egentlig snakke om, hvis vi ikke havde det her? Det er det eneste, vi snakker om …”
Inden Vivian Voldgaard får sagt sætningen færdig, står der pludselig én fra redaktionssekretariatet inde på hendes redaktion og spørger ud i lokalet:
“Er det rigtigt, at vi er holdt op med at betale vores regninger på trykkeriet? Det næste bliver, at de ikke har penge til vores næste løn.”
Formiddagen bærer tydeligt præg af, at Vivian Voldgaard deler kontor med Århus Stiftstidendes tillidsmand, Morten Ravn. Alene i den lille time, JOURNALISTEN er på kontoret, kommer der tre gange bekymrede journalister ind for at høre seneste nyt om avisens fremtid. Og da tillidsmanden dukker op, er han ombejlet af folk, der vil have svar på usikkerheden om lønnen.
“Sådan er det tit,” kommenterer Morten Ravn.

Drøm om perspektiv
“Frygten ligger der hele tiden. Det nytter jo ikke noget at lade som ingenting,” fortæller Jørgen Rye, som for nylig fandt sin overenskomst frem for at tjekke opsigelsesvarslet.
“Jeg har lige været så dum, at jeg har købt hus i Åbyhøj. Det er måske ikke det mest intelligente, jeg har gjort – men omvendt – jeg har kone og tre børn, og vi skal jo bo ordentligt,” siger han tydeligt bekymret for, hvordan hans fremtidige arbejdsliv vil forme sig.
“Bare vi dog havde en dato for en afklaring, så kunne man da i det mindste tælle dagene,” siger Jørgen Rye, der håber, det bliver en løsning med noget perspektiv.
Det håb deler han med de øvrige kolleger.
“Tænk, hvis vi kunne få en løsning med visioner. En løsning, der osede af nye, dygtige bladfolk, der ville noget med avisen. Jeg kan godt frygte, at der lige nu kun arbejdes på en økonomisk løsning,” siger Pia Richter fra kulturredaktionen.
“Bare tomrummet og krisen bliver brugt til at tænke nyt – at tage vores avis op til revision. Vi skal nægte at lade os paralysere af dommedagsprofeter og i stedet kigge på de muligheder, der er for at lave en helt anden avis. Der bliver tænkt alt for traditionelt i denne branche,” siger Bjarne Bækgaard, journalist på kulturredaktionen.
“Det, der er så frustrerende, er, at mens aviserne har slået sig til blods på hinanden og tappet hinanden for penge, så er de virkelige fjender kommet ind fra højre og venstre og raget til sig af markedet,” mener Bjarne Bækgaard.

Tomme kontorer
Kontoret over for Bjarne Bækgaard er tomt. Kulturredaktøren er rejst for et par måneder siden, men stillingen er ikke blevet opslået. På bordet ligger stabler af urørte bøger til anmeldelse. Erhvervsredaktørstillingen er også ubesat – og en ledig redaktionschefstilling er ikke blevet opslået. Derudover er der tomme journalistkontorer fra den seneste fyringsrunde i januar 99, hvor 19 journalister røg ud.
“Der er visse områder i huset, hvor de tomme kontorer giver ekko,” siger Pia Richter.
“Det er næsten som om, at der bliver råbt “fedt!”, når nogen rejser, for så sparer man de penge,” fortæller Vivian Voldgaard.
De ved, at der på et tidspunkt vil være endnu flere tomme kontorer i bladhuset, som nu ejes af en lokal elektriker. De færreste tror, at huset vil blive helt tømt for journalister. De er overbeviste om, at deres avis har en fremtid – bare i en anden form.
Mange taler om vreden, men til gengæld afviser de fleste, at man kan tale om skurken. Der er ikke udpeget en fælles skurk. Nogle peger på ledelsen.
“Det er fuldstændig uansvarligt, at de ikke af sig selv har smidt håndklædet i ringen. De har formøblet 250 mio. kr. på tre år, og det går fortsat kun tilbage,” lyder det fra en journalist.
Andre mener, skurken findes i Viby – at det er den benhårde konkurrence fra Jyllands-Posten, der har slået Århus Stiftstidendes økonomi i stykker.
“Jyllands-Posten er da en klar fjende. Vi kan kun hente penge i Århus, de kan hente penge over hele landet. Den journalistiske krig er okay, men det forfærdelige er, at Jyllands-Posten forærer annoncer væk. Det kan vi ikke hamle op med,” siger en anden.
Mange nævner Internettet og forandringer i mediebilledet som årsag til avisens krise.
Og så er der tillidsmanden Morten Ravn. Han ser fond-strukturen som skurken. Avisen er faldet i søvn, fordi der ikke har været nogen, der har været drevet af at tjene penge, mener han.
“Hverken ledelsen eller den hidtidige bestyrelse har skullet stå til regnskab for nogen. Jeg havde faktisk foretrukket, at det var en stor amerikansk koncern eller en rig gammel dame på Mallorca, der ejede avisen, og som havde krævet at få et udbytte. Så havde man nemlig ikke bare ladet stå til.”