RØGSLØR. Det lød som en god historie. Tjenerne ved Joachim og Maries bryllupsmiddag nægtede at servere, hvis Margrethe røg ved bordet. Derfor måtte Joachim i al hast overtale sin mor til at gå udenfor, hvis hun ville ryge, for ellers blev middagen aflyst. Historien dukkede op lige efter brylluppet på Se og Hørs hjemmeside og blev citeret af blandt andre TV 2, Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, metroXpress og andre mediers hjemmesider.
Historien holdt bare ikke. Det afslørede Nyhedsavisen, da avisen som de eneste tjekkede den hos bryllupskoordinatoren fra Kokkelandsholdet. Han kunne fortælle, at det var aftalt på forhånd, at der ikke skulle ryges, og hvis majestæten tog en cigaret frem alligevel, var det også aftalt, at der straks skulle sættes 200 askebægre på bordene.
På opdrag fra Update arbejdede jeg mig i maj og juni igennem 17 forskellige mediers dækning af ugen omkring prins Joachim og prinsesse Maries bryllup både på tryk, tv og web. Den tvivlsomme historie om røg ved bryllupsmiddagen var ikke typisk, men illustrerer alligevel, at når det gælder kongestoffet på webben, så er det ikke altid afgørende, at en historie er sand. Det er nok, at den kunne være sand.
Hvordan kan man ellers forklare, at de fleste medier tog historien om tjenerne, der truede med at strejke, for pålydende, selv om sund fornuft tilsiger, at den situation må have været gennemtænkt på forhånd, og at det desuden ville være næsten et revolutionært skridt af tjenere i et land, hvor vi generelt ligger på maven for de kongelige? Men historien var vældig underholdende og stod at læse i et andet medie, og så mente en række webmedier altså, at det var OK at citere den, selv om man må formode, at nogle journalister havde deres tvivl om indholdet.
At underholdning er i højere kurs end fakta, kunne også ses, da historien viste sig ikke at holde. Det var faktisk kun Se og Hør og Berlingske Tidende, som gjorde danskerne opmærksomme på, at kilden til historien måske havde overdrevet lidt rigeligt. De store mediers hjemmesider gjorde ikke mere ved den sag, selv om reglerne om god presseskik tilsiger, at fejl skal rettes så hurtigt som muligt.
Ugebladenes journalistik om de kongelige er ofte baseret på kvalificerede gæt, spekulation om kongelige følelser og sladder om, hvorvidt en kongelig nu er gravid eller ej. Men teknikkerne bruges som regel på en måde, så læserne kan se dem. Når andre typer medier kortslutter kildekritikken og ignorerer, at en citathistorie er afsløret som usand, så fører de læserne bag lyset. Det bør ikke blive et ideal for dansk webjournalistik om de kongelige, selv om historier om de kongelige giver mange hits på hjemmesiden, uanset om de er sande eller ej.
P.S. Er der i øvrigt nogen, der ved, hvem der lærte Joachim og Marie at danse brudevals? Billed-Bladets redaktør mener, at det var Thomas Evers Poulsen, der som bekendt skal svinge statsministerfruen i næste udgave af programmet Vild med Dans. De fleste andre medier mente at vide, at det var Jens Werner, dommer fra Vild med Dans. Øh … nå, det er måske også lige meget? Historien er da lige god, uanset hvem det var. /
Kirsten Sparre undersøger nu for Update, hvordan kendis-journalistikken udvikler sig. Resultaterne vil blive lagt frem på Fagfestival mandag den 10. november 2008.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.