Bar’ kold i røven

 En kold fadbamse eller en stuevarm fra kassen. De journaliststuderende i Odense må leve med det sidste.

 

En kold fadbamse eller en stuevarm fra kassen. De journaliststuderende i Odense må leve med det sidste.

Rektor på SDU, Jens Oddershede, blev nemlig fortørnet, da han opdagede, at universitetet havde skabt en lastens hule ved at indkøbe en mobil bardisk til det nye 90 millioner kroners mediehus. "Dårlig signalværdi," lød dommen fra rektor ifølge institutbladet Lixen.

Tom Carstensen, der er formand for de journaliststuderendes festudvalg KVaJO, ærgrer sig. "Det kunne have været godt at skabe noget sammenhold mellem alle studierne i mediehuset. Derfor ville vi gerne bruge bardisken, så vi nogle gange kunne lave fredagsbar," siger han til Lixen.

Institutleder, Jørn Henrik Petersen, griner i skægget, når han taler om den kontroversielle sag. Han mener, en kasse øl på gulvet fungerer fint som udskænkningssted.

"Jeg er ret kold i røven. Rektor synes ikke, man skal bruge offentlige midler på den slags, og det må jeg give ham ret i. Derfor kan jeg ikke involvere mig voldsomt følelsesmæssigt i sagen," siger institut-kaptajnen, der hellere vil tale om selve mediehuset.

Det er endnu uvist, hvad der skal ske med det mobile vandhul, som indtil videre er trillet i universitetets kælder.

0 Kommentarer