Bankdirektør med egen tv-kanal

Jyske Bank bliver eksponeret kraftigt i blandt andet TV2 News, fordi banken har medietrænede analytikere og eget tv-studie i Silkeborg. »Her er jeg på hjemmebane,« siger den ordførende direktør.

Jyske Bank bliver eksponeret kraftigt i blandt andet TV2 News, fordi banken har medietrænede analytikere og eget tv-studie i Silkeborg. »Her er jeg på hjemmebane,« siger den ordførende direktør.

STRATEGI. »Jeg registrerede i 2002, at der kom mere fokus på børsstof i Danmarks Radio. Og jeg tænkte: "De vil aldrig bruge vores folk, fordi vi sidder for langt væk her i Silkeborg." Så derfor investerede vi i teknologi for nogle få hundrede tusind kroner. Og da Irak-krigen kom i 2003, var vi klar til at forklare, hvordan det påvirkede finansmarkederne,« fortæller ordførende direktør Anders Dam, da Journalisten får 10 minutters audiens i det store hjørnekontor med panoramaudsigt over Silkeborg-søerne.

Ovenstående er opskriften på Jyske Bank TV, der i dag blandt andet byder på en række magasinprogrammer, hvoraf nogle handler om det helt oplagte: Finans, erhverv og økonomi. Men kanalen har også fået Kurt Strand i stalden til at lave de store interviews, seerne kender fra DR.

Det er gået stærkt med udviklingen. Kanalen var de første år en intern tv-station med det, Anders Dam selv kalder et "journalistisk frihedsbrev", og i 2008 afløste den det trykte Aktionærmagasinet", som kostede otte millioner kroner alene i portoomkostninger.

I dag har stationen 5-15 live-udsendelser om dagen, og derudover er bankens eksperter direkte igennem til andre tv-kanaler.
Bankens eksperter og analytikere er meget i medierne, fordi TV2 News og andre nu kan koble op direkte til bankens studie.
»Vores analytikere bliver trænet i at være på, og vi har efterhånden en hel hær, der kan udtale sig. Vi ser større ud, end vi er,« siger Anders Dam, som afslører, at der også er en bekvemmelighed i at have sin egen tv-kanal.

»Hold kæft, hvor har jeg sparet meget tid. Og min tid er dyr. I dag kan jeg bare stille mig ned i studiet, når vi skal aflægge regnskab, eller når jeg skal interviewes af Solveig Bjørnestad (værten på "P1 Business", red.) Og hvis der er kriser, kan jeg svare med det samme i stedet for at tage et fly til København og få stukket en projektør op i ansigtet. Her er jeg på hjemmebane.«

0 Kommentarer