search

BANG-BANG PAPARAZZI

I en ny bog fortæller sydafrikanske fotografer om at leve af andres død i landets politiske vold. Den professionelle stolthed går hånd i hånd med søvnløse nætters selvhad over en mission, der aldrig rigtigt lykkedes.

I en ny bog fortæller sydafrikanske fotografer om at leve af andres død i landets politiske vold. Den professionelle stolthed går hånd i hånd med søvnløse nætters selvhad over en mission, der aldrig rigtigt lykkedes.

I månederne op til Sydafrikas første demokratiske valg i 1994 mødtes fire sydafrikanske fotografer jævnligt ved daggry for at køre ud i Johannesburgs voldshærgede sorte townships.
De kaldte det "to cruise the townships". Det lød pænere end at sige, de skulle ud og finde ligene efter nattens politiske vold, før politiet kunne nå at fjerne dem.
Det moralske dilemma i at leve af andres død blev håndteret med eufemistiske omskrivninger, mens frygten for de ofte livsfarlige episoder i townshipsene blev dæmpet med store mængder marihuana. I længden hjalp det alt sammen ikke stort.
En af de fire, Sydafrikas mest præmierede pressefotograf Ken Oosterbroek, blev dræbt i town-shippen Thokoza blot ni dage før valget, der afsluttede apartheid.
En anden, Pulitzerprisvinderen Kevin Carter, begik selvmord tre måneder senere, deprimeret over vennens død og naget af minderne om de rædselsscener, han havde fotograferet.
Seks år senere har de to overlevende, Joao Silva og Greg Marinovich, nu behandlet både vennernes død og deres egne traumer i The Bang-Bang Club – Snapshots from a Hidden War.
Bogen er et sjældent og modigt forsøg på at beskrive det dilemma, som alle krigsfotografer og _-korrespondenter kender, men sjældent sætter ord på:
"Tragedier og vold skaber afgjort stærke billeder. Det er, hvad vi bliver betalt for. Men vi betaler selv en pris for hvert eneste af disse billeder. Hver gang vi udløser kameraet, mister vi nogle af de følelser, noget af den sårbarhed og noget af den medfølelse, der gør os menneskelige," skriver de to fotografer.
Hele bogen, fra titel til smudsbind, er gennemsyret af denne dobbelthed, der lader fascinationen og afskyen, den professionelle stolthed og søvnløse nætters selvhad gå hånd i hånd.

Pulitzer for brændende mand
I virkeligheden var der aldrig noget, der hed "The Bang-Bang Club". Navnet udsprang af en artikel i det sydafrikanske blad Living, der under overskriften "Bang-Bang Paparazzi" beskrev fotografers indsats i landets politiske vold.
Det var længe før, Dianas død gjorde paparazzi til et internationalt skældsord. Men de fire mænd var alligevel ubehageligt berørte. Så de overtalte Livings redaktør til at ændre det til "The Bang-Bang Club", da han skrev en opfølgende artikel om dem.
"Vi fandt navnet lidt pinligt, men vi satte også pris på at blive anerkendt for, hvad vi gjorde", skriver de to fotografer. Og anerkendt blev de. Greg Marinovich fik sin Pulitzerpris i 1990, blot to år efter han var begyndt at fotografere.
Begyndelsen på Marinovichs karriere faldt sammen med en eksplosiv stigning i Sydafrikas politiske vold, der de følgende fire år skulle levere det rå materiale til "The Bang-Bang Club"s berømmelse.
Marinovichs Pulitzerpris skyldtes på ingen måde velkomponeret fotografisk kunst. Til gengæld var der masser af drama i "Den menneskelige fakkel", som billedredaktøren på Associated Press døbte billedet af Lindsaye Tshabalalas lynchning.
"Min pludselige berømmelse føltes underlig. Det faktum, at jeg vandt en pris for at fotografere Tshabalalas grufulde død, generede mig. Men da jeg kom forbi en avisløbeseddel med teksten "SA Lensman Wins Pulitzer", kunne jeg ikke lade være med at føle et sus af stolthed", skriver Marinovich.

Elsket og forhadt
Sådan oplevede Marinovich fra starten af sin karriere, hvordan krigsjournalistik gør sine udøvere til både beundrede sandhedsformidlere og foragtede ådselædere, ofte for de samme billeder og artikler.
"De skriver Pulitzer-prisvindende artikler med pennen dyppet i vores blod", som den sydafrikanske satiriker Pieter Dirk-Uyz siger.
År efter år uddeles også førstepriser i World Press Photo-konkurrencen til billeder af ekstrem menneskelig lidelse. Signalet til unge, ambitiøse fotografer er svært at tage fejl af. Den korteste vej til berømmelse går gennem andres død.
Alt dette er ikke sagt for at forklejne fotografer, der sætter livet på spil med prisværdige ambitioner om at vække verden med billeder af den virkelighed, vi helst vil glemme.
Men ti års omgang med fotografer, skrivende kolleger og min egen pen i Balkans og Afrikas krigszoner efterlader ikke megen tvivl: Dramaet og lidelsen bliver ofte en alt for nem genvej til læsernes og konkurrencejuryernes opmærksomhed.
Jeg husker stadig skuffelsen hos en højt præmieret dansk fotograf, der sidste år kom til Sydafrika for at dække et for ham overraskende roligt valg. Han landede med hovedet fuldt af de blodige billeder, som medlemmerne af "The Bang-Bang Club" og deres internationale kolleger tog i 1994.
Sidste år glædede det fastboende journalister og fotografer i Sydafrika, at den politiske vold i landet stort set er forsvundet. Sensationen var freden. Men det var der ikke mange billeder i. Så den indfløjne fotograf endte på valgdagen med at transmittere et foto af en kvinde med ansigtet presset mod et gitterhegn i det eneste lillebitte opløb til tumulter, vi kunne opdrive.
Sådan tvinger verdens fascination af dramaet os indimellem så langt ud i hjørnerne af virkeligheden, at forvrængningen truer. Fokus flyttes fra det generelle billede til det fjerne hjørne, hvor volden lever. Enhver, der er fløjet ind til en relativt rolig krise- eller krigszone efter at have fulgt mediedækningen på afstand, vil vide, hvad jeg taler om.

Barnet og gribben
For medlemmerne af "The Bang-Bang Club" var problemet dog sjældent at finde drama. Snarere at overleve det, fysisk som mentalt.
Kevin Carter, det psykisk mest sårbare medlem af "The Bang-Bang Club", havde et tilbagevendende mareridt om at ligge korsfæstet på jorden, ude af stand til at bevæge sig, mens et gigantisk kameraobjektiv zoomede tættere og tættere ind på ham.
Nogle gange var han den korsfæstede, andre gange fotografen. Drømmen havde bund i virkeligheden: Sammen med Marinovich havde han fotograferet en hårdt såret mand, der lå med armene strakt ud til siden langs en træ-bjælke.
Kevin Carter vandt siden Bang-Bangklubbens anden Pulitzerpris med billedet af en knælende pige på randen af sultedøden. Vinderbilledet var taget i Sudan. Men med den lurende grib i baggrunden blev det hurtigt et symbol på de fire fotografers etiske problemer med deres egen profession i de sydafrikanske townships.
De vidste, de levede i deres egen verden med deres egne værdier – måske mest malende beskrevet af Marinovich, da han i bogen fortæller om _weekendens rituelle bilvask hjemme på vejen. Mens naboerne polerer familiens stolthed før søndagsturen, renser han bagsædet for hjernemassen fra en såret mand, han i town-shippens inferno har givet et lift til hospitalet.
"Jeg hadede dem for at vaske deres biler for almindeligt skidt. (….) Det var som om, de levede på en anden planet", skriver Marinovich.
Med Carters billede af pigen og gribben blev det umuligt at overse afgrunden mellem fotografernes og omverdenens prioriteringer. Mens Carter fortalte om at bruge en tele med stor dybdeskarphed, var offentligheden mere interesseret i spørgsmål som: Hvad skete der med pigen? Og endnu værre: Hjalp han hende?
I Carters oprindelige version satte han sig grædende under et træ og tænkte på sin egen datter, da han havde taget billedet. Men spørgsmålene om pigens skæbne besvarede han med en tre-fire varianter over temaet: "Det ved jeg ikke", selv om hans kollega Joao Silva insisterede på, at der ikke var noget moralsk problem. Billedet var taget 100 meter fra et nødhjælpscenter, og nogen måtte have taget sig af barnet.
De mange spørgsmål drev ikke i sig selv Carter til hans selvmord fire måneder efter Pulitzerprisen. Men for en mand med notoriske mindreværdskomplekser var det umuligt at håndtere, at den professionelle anerkendelse var fulgt af nye moralske dilemmaer. Han følte, han havde fejlet som menneske, selv om billedet hjalp med at rejse millioner til Sudan, da det blev brugt i kampagner for nødhjælp.

Billeder af vennens død
Joao Silvas mest intense selvhad skyldes billeder fra minutterne efter, det fjerde medlem af "The Bang-Bang Club", Ken Oosterbroek, blev dræbt i townshippen Thokoza. Mens Oosterbroek lå dødeligt såret i en anden vens arme, skød Silva (og andre fotografer) løs. Ikke bare snapshots, men ned-i-knæene-for-at-få-den-bedst-mulige-vinkel-billeder.
"Ken havde – som den ultimative professionelle – selv belært Joao om, at det altid gjaldt om at få billedet først og tage sig af resten bagefter", som Silva forsvarer sig i bogen. Men helt så enkelt var det ikke. Oosterbroeks kone nægtede først Silva at bære vennens kiste ved begravelsen, efter hans billeder af hendes døde mand var dukket op i aviserne.
"Et personligt øjeblik var blevet til forretning. Det havde han det ikke godt med", hedder det i bogen, hvor Marinovich har fortællerens stemme, mens de to mænd skriver om Silva i tredje person. Trods seks års afstand til begivenhederne er det stadig svært at få alle følelserne på tryk for folk, der er vant til at kommunikere gennem billeder af andre.
Måske havde det været lettere, hvis missionen dengang var lykkedes, og deres billeder havde afsløret hele historien om Sydafrikas vold.
I dag er det dokumenteret, at hvide højreorienterede helt op i regeringen pustede til volden i et forsøg på at svække flertallet af sorte. Det vidste de fire fotografer allerede i begyndelsen af 90erne. De hørte jævnligt, hvordan sortsværtede hvide soldater og politifolk havde ført an i massakrerne. Men trods de mange ture ved daggry fik de det aldrig på film. I stedet bidrog de med deres billeder ufrivilligt til de højreorienteredes mål: At stemple sorte som blodtørstige barbarer.
Som mennesker havde de fire mænd problemer med at leve af andres ulykke. Som professionelle vidste de tilmed, at det skete med fotos af en halv sandhed. Prisen betaler man ved at skulle leve med sig selv bagefter. l

Jesper Strudsholm er korrespondent i Sydafrika og har boet og arbejdet som freelancejournalist i Sydafrika siden 1993.

The Bang-Bang Club _udkom i september på Random House (www.randomhouse.co.uk) _og koster 17.99£.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen