Løgnen om den danske åbenhed er et af nationens kæreste selvbedrag.
Enhver, der har beskæftiget sig professionelt med at skaffe oplysninger fra danske myndigheder, ved, at udgangspunktet for embedsværket ikke er, at borgerne skal have det bedst mulige indblik. Demokratiet er bedst tjent med, at vælgerne blander sig udenom, bortset fra på valgdagen.
Hvis Danmark var præget af en ægte åbenhedskultur, ville følgende regler gælde:
Enhver ville kunne møde op på et offentligt kontor og bede om indsigt i en sag, hvorefter embedsmændene skulle lægge alt andet til side for at finde dokumenterne frem.
Alle postlister og maillister for offentlige myndigheder ville være offentlige.
Der ville være adgang til forundersøgelser i kriminalsager efter rejst tiltale.
Det ville ikke være hemmeligt, hvem der ejer erhvervslivet.
Offentligt ansattes ytringsfrihed ville være dobbelt sikret direkte i grundloven gennem både kilde- og meddelerbeskyttelse. Det ville være strafbart for journalister at afsløre whistleblowers. Og det ville være forbudt for offentlige myndigheder og politiet at efterforske læk.

En utænkelig åbenhedskultur? Ja, i Danmark. Men på den anden side af Øresund gælder disse regler og love, og samfundet er ikke brudt sammen. Som en del af Magtudredningen pegede professor Tim Knudsen på, at den danske embedsmands-tradition har rod i enevældens lukkede forvaltning. Sverige har derimod indskrevet offentlighedsprincippet i grundloven.
I dette nummer af Journalisten viser vi, hvordan fire ud af 10 kommuner overtræder offentlighedsloven, selv om vi har søgt aktindsigt i meget simple sager, der burde kunne udleveres samme dag. Mange kommuner har end ikke svaret efter mere end tre måneder.
Det er desværre ikke en nyhed, at kommunerne blæser på den ellers så højt besungne danske åbenhed. Lovbrud er ren rutine trods tidligere løfter om bod og bedring. Tilmed gør ombudsmandsinstitutionen sit til at underminere loven ved at bruge år på at behandle klagesager.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen trådte til, lovede han øget åbenhed, og en kommission blev nedsat i 2002. Den skulle "udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed". Kommissionen har desværre udviklet sig til en syltekrukke ledet af den ellers så rare hvidhårede, cerutrygende og tværfløjtespillende ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen. Det arbejde, der eventuelt måtte foregå i kommissionen, er selvfølgelig omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri og undtaget offentlighedslovens regler. Det kunne man så grine lidt af, hvis ikke det var, fordi vi har brug for en regulær revolution ud fra den devise, at embedsmændene er til for borgerne og ikke for systemet.
Der er desværre intet, der peger i den retning.
Halvdelen af kommissionen består af embedsmænd, der kan fortælle, at offentlighed koster tid og penge. Men sådan er det med demokrati. Det er møgbesværligt.
I april 2005 sendte formanden nødtvungent røgringe op fra arbejdet i et interview i Journalisten. Han sagde, at det var "svært at forene en kommission, der består af to forskellige kulturer".
Ikke just løfterige ord, når det sidste, vi har brug for, er konsensusgrød.
Slet ikke når de kommer fra en mand, der selv saboterer offentlighedsloven og er så syltet ind i embedsmandens tankegang, at han kan finde på at sige: "Det er helt fair, at myndigheden får tid til at overveje sit svar. Men er aktindsigtsbegæringen lige ud af landevejen, så bør det ikke tage to eller tre måneder."
Der skal jo også være tid til at ryge cerutter.
Der er behov for, at Fogh vækker Hans Gammeltoft-Hansen med en deadline, så vi ikke bliver nødt til at bruge ordet løftebrud. Det ville også være gavnligt, hvis statsministeren signalerede til kommissionen, at han gerne ser ægte nytænkning. Ellers vil det være anbefalelsesværdigt at skrotte arbejdet og kopiere den svenske lovgivning. Den virker.