En sag om en journalist, der måske, måske ikke, slog en overordnet, har fået bølgerne til at slå højt om digerne i Sydslesvig. Flensborg Avis anklages for at svigte sine kernelæsere. Både formand og næstformand for bestyrelsen er trådt tilbage.

Afgang. De hårdt prøvede egne syd for den danske grænse er igen blevet en slagmark.

En erfaren journalist på Flensborg Avis er fratrådt sin stilling, og det har skabt et voldsomt røre blandt Sydslesvigs danske mindretal. En række fremtrædende personer blandt mindretallet har kritiseret avisen for at skille sig af med journalisten og i øvrigt for at svigte sine kernelæsere i den redaktionelle linje.

Sagen er kulmineret ved, at formanden og næstformanden for avisens bestyrelse – tilsynsrådet – er trådt tilbage i utide.

Striden har blandt andet udspillet sig gennem en sværm af læserbreve til Flensborg Avis, henholdsvis for og imod avisens ledelse. Nogle af de sidstnævnte har redaktionen valgt ikke at bringe med henvisning til »ærekrænkende indhold«, og det har gjort harmen endnu større med beskyldninger om »censur« og »knægtelse af ytringsfriheden.«

»Det virker, som om man forsøger at afbøde kritikken, og den linje er ikke frugtbar for en avis med monopol. Man skal huske på, at Flensborg Avis er den eneste mulighed, vi har for at ytre os. Der er ikke andet,« siger Erik Jensen, tidligere rektor for Duborg-Skolen, der er Sydslesvigs eneste danske gymnasium.

STRIDENS KERNE er journalist Lise Kristensen. I november blev hun bortvist fra avisen og ind-gik derefter en aftale om en fratrædelsesordning.

Tilsyneladende sker bortvisningen på baggrund af en konflikt med den daværende journalistiske redaktør Annelise Mølvig. De to har gennem længere tid været på kant med hinanden, og fredag den 3. november kulminerer tingene.

Hvad der sker under skænderiet på Lise Kristensens kontor, er der ingen, der ved. Fagbladet Journalisten er dog i besiddelse af en mail, som Annelise Mølvig efterfølgende sender ud. Her står der, at hun de følgende fire uger vil nedlægge sit ansvar for personaleledelse på grund af konflikten, og hun tilføjer: »Jeg har aldrig før oplevet at blive slået som voksen …«

Samme dag bliver Lise Kristensen bortvist.

Nogle dage senere beklager Mølvig i en ny mail den første mail uden at gå i detaljer. Det får avisens såkaldte driftsråd – et samarbejdsråd med tillidsrepræsentanter – til at skrive et brev, der opfordrer hende til »umisforståeligt at dementere påstanden om at være blevet slået.«

Nogen tid senere meddeler ledelsen, at Annelise Mølvig efter eget ønske trækker sig fra jobbet som journalistisk redaktør for i stedet at blive skrivende.

Samtidig opretholdes bortvisningen af Lise Kristensen, og efter nogle uger aftaler man en fratrædelsesordning.

SPØRGER MAN sagens parter, henviser de alle til fratrædelsesaftalen, hvor der står, at de ikke må udtale sig om sagen.

På spørgsmålet, om hvorfor hun trådte tilbage som journalistisk redaktør, siger Annelise Mølvig efter nogen betænkningstid:

»Det skyldes, at jeg ikke havde lyst … jeg havde ikke lyst til de ting, det indebar. Jeg nyder meget at fistre rundt og skrive.«

Heller ikke chefredaktør Bjarne Lønborg vil sige noget om sagen.

Journalisten har talt med flere tidligere medarbejdere på Flensborg Avis, der kæder Lise Kristensens afgang sammen med et dårligt arbejdsklima og en ledelse, der ikke bryder sig om kritik.

»Min egen erfaring fra min tid på avisen – og mit indtryk fra de mange ansatte, jeg har talt med om tiden efter – er, at ledelsen har sat hende under pres, netop fordi hun turde sige dem imod og påpege redaktionelle mangler,« siger den tidligere ansatte Nicolai Scharling, der i dag er redaktør på Politibladet.

Men den kritik er Bjarne Lønborg uforstående over for. Hans billede af arbejdsklimaet på Flensborg Avis er noget anderledes.

»Vi har en åben tone og en meget flad struktur. Der er i hvert fald aldrig nogen, der har fået en over fingrene for at kritisere ledelsen, for det sker hver dag. Vi er meget i øjenhøjde,« siger han.

LISE KRISTENSENS FORSVINDEN fra kolofonen har ikke fået lov at gå ubemærket hen. Efter 17 år på avisen var hun en populær skribent blandt læserne. Flere kilder siger, at netop det fik bægeret til at flyde over for bestyrelsens formand og næstformand. Formand Klaus-Erik Ramm må ifølge tysk lov ikke udtale sig om grunden til sin afgang. Men om sagen siger han:

»Lise var en skrap pige, men en yderst dygtig medarbejder, og hendes afgang har ikke været god for avisen.«

I et åbent brev til avisens læsere afviser bestyrelse, direktion og driftsråd imidlertid samstemmende, at formanden og næstformanden »gik i vrede og i utide, fordi de opponerede imod, at chefredaktøren havde skilt sig af med en dygtig medarbejder med kendskab til Sydslesvig.«

»Det er urigtigt. For det første er personalesager udelukkende et direktionsanliggende, og for det andet har et enigt tilsynsråd bakket op om direktionens/chefredaktionens dispositioner,« lyder det i et brev til læserne, der blev bragt den 27. februar.

Brevet giver ingen alternativ forklaring på den pludselige afgang.

Andre har haft færre problemer med at sige deres mening. I et åbent brev til avisen – som dog ikke blev bragt – skriver 40 læsere, at de er bestyrtede over, at avisen har skilt sig af med en journalist »der som en af de sidste stod som garant for indsigtsfulde og informative artikler om avisens kernestofområde.«