KOMMUNIKATION. Hør, hvor vi gungrer, sagde musen til elefanten! Det var da en farlig ballade, du havde flikket sammen til Journalistens bagside i sidste nummer, kære kommunikationsmedarbejder Christina Krog.
Det gør ikke mig noget, jeg venter mig ikke noget epokegørende på den plads. Men hvem skal vågne op og tørre øjnene? Hvad er det for en kamp, du inviterer journalisterne til? Og hvem er det, der sidder i elfenbenstårnet og drømmer om en verden for længe siden?
Helt ærligt, det var den værste gang sludder og vrøvl, jeg længe har læst. Selvfølgelig er alle velkommen til pressemøder. Det er i øvrigt sjældent der, der sker noget interessant. Men der er måske grund til at fastslå, at journalister fra pressen og kommunikationsmedarbejdere ikke deler interesser.
Som du selv skriver, gør I ikke krav på at lave uafhængig journalistik! Det er der, den hænger. I skal sælge varen, journalister skal undersøge, afdække og evt. afsløre fup og svindel. Nok så kækt slutter du din ord-guirlande med følgende salut: "Historierne bliver bare ikke længere serveret på et sølvfad alene for mediejournalisterne."
Igen noget bavl. Det er nyheder eller sensationer aldrig blevet. At afdække dem har altid været hårdt arbejde.
Misforstå mig ikke. Jeg synes, at det er glimrende, at der er kommet flere arbejdspladser, der kan besættes af journalister. Der er bare stor forskel på jobbene. /
Eva Bostrup, journalist
Grå mus eller hvide elefanter?
SVAR. Kære Eva, pudsigt nok, så er det "bavl" og "ballade", når kommunikationsfolk piller ved journalisters selvforståelse. Og dybt seriøst, når en journalist piber over, at man snart ikke kan være til et pressemøde uden at blive rendt over ende af kommunikationsfolk.
Hvis bare verden var så sort/hvid – eller måske snarere befolket af mus og elefanter, som du foretrækker det – så havde vi ingen grund til at bruge denne sparsomme spalteplads på en pseudokrig. Så kunne vi blot konstatere, at kommunikationsfolk manipulerer, og at journalisterne er den fjerde statsmagt, der jagter afslørende historier til gavn for folket.
Jeg gentager gerne pointen: Ja, jeg synes mediejournalisterne skal tørre øjnene, når de begræder, at andre aktører, som f.eks. kommunikationsfolk i virksomheder og organisationer møder frem på bl.a. pressemøder for at blande sig i informationsstrømmen. Medierne har ikke monopol på nyhedsformidlingen; myndigheder, virksomheder, ja selv helt almindelige mennesker er medskabere af det samlede mediebillede via egne trykte og elektroniske medier. Så ja, jeg mener i fulde alvor, at vi har fælles interesser. Derfor lyder opfordringen: Lad være med at grave skyttegrave for at beskytte jer mod andre virtuelle elefanter. Lad os i stedet gungre sammen. Det tjener alle bedst.
PS. For en god ordens skyld: Journalister er bare en blandt mange faggrupper, der besætter kommunikationsstillinger … men det regner jeg med, at du er klar over. /
Christina Krog, cand.mag. i organisation og kommunikation, Plan09
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Nærværende diskussion er alene interessant ved at kigge på begrebet kvalitet i begge lejre.
Jeg vil her kaste lidt malurt i bægeret med afsæt i et konkret eksempel (og nuvel - jeg kan ikke klandre de to skribenter for eksemplet, fordi de givet ikke er involveret):
I dag har danskerne fået at vide, at offentlige medarbejdere bliver truet (Jyllands Posten og TV-kanalerne) i stigende grad med ret alvorlige konsekvenser til følge.
Forklaringen fra embedsværket er, at borgerne bliver tossede, når de offentlige goder ikke er et tag-selv-bord og forklaringen er også, at mange borgere har psykiske problemer.
Her må jeg spørge den kritiske journalist: Hvorfor har man ikke spurgt borgerne om, hvad der er los - for det kunne jo være, at deres sag nu bliver syltet i de nye kommuner, og forvirringen er total. (Og hvor er beviset i øvrigt for at det er blevet værre i årenes løb?)
Og jeg må spørge kommunikatøren: Hvordan kan man lade en embedsmand omtale borgere som nogen med psykiske lidelser?
Jeg skal gerne fortælle, at jeg ser for mange af sådanne artikler, hvor embedsværket kan postulere de mest mærkværdige ting, der så ryger slugt ned på blokken og gennem mikrofonen - ureflekteret.
Jeg mener, at alle kan hæve kvaliteten.
Hvad mener I?