Bag om Peter Øvigs arbejdsmetoder

En glad og overrasket Cavling-vinder, Peter Øvig Knudsen, fortæller i et større interview med magasinet Journalisten om det journalistiske håndværk bag bøgerne om Blekingegadebanden.

En glad og overrasket Cavling-vinder, Peter Øvig Knudsen, fortæller i et større interview med magasinet Journalisten om det journalistiske håndværk bag bøgerne om Blekingegadebanden.

Det kommende nummer af magasinet Journalisten, som udkommer onsdag i næste uge, bringer et interview med forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen.

Her beretter årets Cavling-prisvinder om sin journalistiske arbejdsmetode og selve arbejdet bag bøgerne »Blekingegadebanden – Den danske celle« og »Blekingegadebanden – Den hårde kerne«. Blandt andet hvordan han fik folkene fra Blekingegadebanden, der i årevis har haft hemmeligheder og løgne som en del af deres hverdag, til at åbne sig.

Endvidere løfter han sløret for, hvordan han systematiserede det enorme – og til tider næsten uoverskuelige – kildemateriale, som ligger til grund for bøgerne.

Peter Øvig er netop nu på vej hjem til Danmark efter en rejse til Afrika. Han fortalte dog allerede i går fra lufthavnen i Nairobi om betydningen af at modtage den mest prestigefyldte journalistiske pris i Danmark. Til Journalisten.dk fortalte Peter Øvig Knudsen, at han troede, han var ude af journalistik. Læs her hans umiddelbare reaktion.

Cavling-prisen overrækkes i øvrigt i morgen klokken 15.00 i Journalisternes Hus. Pressens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen, har meddelt, at han deltager ved prisoverrækkelsen.

0 Kommentarer