Bag om billedet: Verdens oprindelse

MOTIV: Postkort i køleskab FOTO: Sacha Maric

MOTIV: Postkort i køleskab FOTO: Sacha Maric

Jeg tog til Paris, et par år efter at jeg blev far for første gang. Jeg gik blandt andet på museer og fandt et postkort med Gustave Courbets berømte oliemaleri "Verdens oprindelse". Da jeg kom hjem til København, satte jeg postkortet i køleskabet og tog et billede af det. Ikke fordi jeg ville vise noget bevidst. Det var mere en spontan handling.

Jeg har selv tænkt over, hvad billedet i køleskabet egentlig viser, og jeg har også diskuteret det med min kone. Courbets billede er jo meget erotisk. Samtidig minder titlen os om, at vi alle sammen kommer fra en kvindes skød. Når man får børn, er noget af det sværeste, at man ikke har så meget tid sammen, og den nærhed, man tidligere havde, er sat på pause eller lagt på is.

Billedserien Good Mother and Father handler om den proces, hvor jeg skulle vænne mig til tanken om, at jeg var blevet far. Jeg tror, at jeg brugte mine fotografier til at forstå, hvad faderrollen betød for mig. Jeg tror ikke, at billedet fra køleskabet har noget at gøre med, at Paris af mange opfattes som en romantisk by. For mig er København faktisk et mere romantisk sted.

Fortalt af Sacha Maric
til Jakob Albrecht

Sacha Maric er en engelsk kunst- og modefotograf, der bor og arbejder i København. Billedet fra køleskabet optræder i bogen Good Mother and Father, der er udgivet på eget forlag.

0 Kommentarer