Bag om billedet: Skoleklasse i Bolivia

Mennonitterne i Bolivia er en del af et kirkesamfund, der flygtede fra Europa for 500 år siden og i dag bor i kolonier rundt om i hele verden. De må ikke bruge mobiltelefon eller computere, de kører i hestevogn og har egne skoler, så børnene ikke behøver integrere sig med andre.

Da vi kom ind i klasselokalet, sad drenge og piger i hver sin side og læste bibelvers for sig selv. Der var en meget akavet stemning. Jeg har fotograferet mange gange på danske skoler, hvor der er liv og glade dage, og eleverne ofte spiller op til

kameraet. Da jeg kom ind i rummet, stoppede alt, og de fik besked på at kigge ned i bordet. Det var næsten som at være med i en film med indavlede hillbilly-typer med tøj, der lignede noget fra 1920’erne. Børnene var skeptiske, der var ingen smil, og det var umuligt at vide, hvad de tænkte. De var måske ikke hjernevaskede, men de var i hvert fald bange for fremmede.Måske fordi de troede, at den verden, vi kom fra, repræsenterede helvede.

Billederne fra Bolivia er en del af en serie, som blev bragt i Ud&Se marts 2014. Fortalt til Jakob Albrecht

 

0 Kommentarer